Udsigt til varmeste februardag i syv år

16x9
Forår i København 26. marts 2017 Foto: Niels Rydahl Jensen / Seerfoto

Temperaturen kan tirsdag og onsdag komme op på 14 grader, hvilket kun er en smule fra varmerekorden for februar fra 1990.

Mange steder er morgenen grå med tåge, og lokalt har der også været frost. Derfor er det svært, at tro, vi kan nå op i nærheden af dansk varmerekord for februar. Ikke desto mindre kan vi tirsdag og onsdag få de to varmeste februardage i Danmark siden 2012.

Prognose af temperatur tirsdag klokken 15:30 (Prognose-model RPM12)
Prognose af temperatur tirsdag klokken 15:30 (Prognose-model RPM12) Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Ligesom vi har oplevet de foregående dage, vil havgus, tåge og lave skyer efterhånden gå i opløsning. Solen vil derfor kunne varme Danmark op, og tirsdag eftermiddag når vi op mellem 12 og 14 grader.

Det er Østjylland, der tirsdag vil se de højeste temperaturer, og da vi sidst havde over 15 grader, var det også i Østjylland. Det var tilbage i 2012, hvor der 29. februar i Tirstrup blev målt 15,1 grader.

Hvis vi når lidt højere op, end prognosen forudsiger, og rammer 15 grader, vil det kun være fjerde gang, siden målingerne begyndte i 1874. 

Prognose af temperatur onsdag klokken 14 (Prognose-model RPM12)
Prognose af temperatur onsdag klokken 14 (Prognose-model RPM12) Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Den officielle varmerekord er fra 24. februar 1990, hvor man i København målte 15,8 grader. I morgen er prognosen en anelse køligere, men klarer det lidt tidligere op, end prognosen forudsiger, kan vi nå 14 grader. 

Det er helt usædvanligt varmt i år. Vi har målt over 12 grader hele seks gange, og 17. februar blev der målt 12,9 grader i Store Jyndevad.

I årene fra 2013 til 2018 nåede vi på intet tidspunkt over 12 grader, og sidste år var den højeste februar-temperatur 6,6 grader og blev målt i Karup. Slutningen af februar 2018 bød i øvrigt på sibirisk kulde og dagsfrost.