Japansk rumfartøj landet på asteroide

Det er svært at lande på en asteroide i fuld fart 280 millioner kilometer fra jorden, men det er ikke desto mindre lige lykkedes.

Det japanske rumforskningsagentur Jaxa har fredag morgen gennemført første del af en vanskelig mission. Det ubemandede rumfartøj Hayabusa2 er landet på den fjerne asteroide Ryugu for at indsamle prøver.

Jaxa oplyser, at landingen er lykkedes, og fartøjet fortsat er i god stand.

Selve kontakten med overfladen var helt kortvarig. Da der var kontakt, skød rumfartøjet en kugle, på størrelse med kuglen fra en flippermaskine, ned i overfladen for at hvirvle materiale op, som den indsamlede, inden den igen forlod asteroiden.

Leder efter livets oprindelse

Prøverne skal bringes intakte med tilbage til jorden, hvilket bliver missionens vanskelige anden del. De skal give forskerne ny viden omkring solsystemet og selve livets oprindelse.

Ryugu befinder sig i øjeblikket 280 millioner kilometer fra jorden, hvilket i meget runde tal er godt 700 gange længere væk end månen.  

Dette billede er taget 30 meter over asteroidens overflade.
Dette billede er taget 30 meter over asteroidens overflade. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Ujævn overflade

Asteroidens overflade er meget ujævn og dækket af klippestykker. For at sikre en succesfuld landing, havde Jaxas eksperter på forhånd udpeget en cirkel på seks meter i diameter til landingen. De havde kun mulighed for at styre rumfartøjet, indtil den var en halv kilometer fra asteroiden, da kommandoerne fra jorden er 20 minutter om at nå frem.

Landingen blev udsat med fem timer på grund af et sikkerhedstjek, men den gik efter planerne, da de satte dem i værk.

Vanskelig landing

Det er af flere årsager en meget flot præsentation af japanerne, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

- En asteroide har et meget mindre tyngdefelt end en planet, og det gør det meget sværere at lande, siger han.

Når man ikke har tyngdekraften til at hjælpe fartøjet på plads, risikerer man, at fartøjet knuses mod overfladen, når det rammer.

- Man skal være meget forsigtig. Hvis man rammer med for stor fart, vil landingsfartøjet gå i stykker, men samtidig skal man også have fart nok på til at få kontakt, siger Jens Ringgård Christiansen:

 - Normalt, når man skal lande på månen eller en planet, skal man bare sigte, når man nærmer sig dens tyngdefelt.

Ingen atmosfære

En anden stor udfordring er, at der ikke er nogen atmosfære på en asteroide.

- Når man skal navigere og lande et fartøj, er man nødt til at skifte retning og bremse op. Hvis ikke der er nogen luftmolekyler, er det svært at bremse, og så risikerer man igen at ramme med for stor fart.