Vinterferien begynder med 25 grader og masser af sol på de Kanariske Øer

16x9
Vejret tilsmiler de tusindvis af danskere, som i øjeblikket er på vej mod de Kanariske Øer. Masser af sol og temperaturer op til 25 grader finder man i prognoserne. Her er vi ved Playa del Ingles på Gran Canaria. Foto: Borja Suarez / Scanpix Denmark

Højtryk styrer stort set altid vejret på Kanariske Øer, og derfor er vejret ofte stabilt og solrigt. I øjeblikket ligger højtrykket særligt gunstigt.

Titusindvis af danskere er i disse dage på vej på vinterferie.

For mange går turen mod sneen i bjergene mod syd eller nord, hvor skiforholdene i øvrigt er fine, men for lige så mange går turen til sydens sol og varme. Og et af danskernes foretrukne vinterrejsemål er De Kanariske Øer.

Her venter der sol og varme. Prognoserne ser endda særdeles gunstige ud for den kommende uges tid, inden det muligvis bliver lidt mere ustabilt og køligere op til vinterferiens anden omgang, uge 8. Her har man dog stadig udsigt til varme og lys.

Fra afrikansk varmluft til nordøstenpassat

De Kanariske Øer ligger rent vejrmæssigt et godt sted. De er nemlig så langt mod syd, at man sjældent får besøg af regnfulde fronter, og desuden sikrer øernes bjerge, at vejret næsten altid er godt på den ene side af øerne.

Med et højtryk nord for de Kanariske Øer strømmer varm og tør luft fra Afrika ud over øerne med masser af sol og varme.
Med et højtryk nord for de Kanariske Øer strømmer varm og tør luft fra Afrika ud over øerne med masser af sol og varme. Foto: TV 2 Vejret

Som oftest er det højtryk, som styrer slagets gang på de solbeskinnede øer, og sådan er det også den næste uges tid. Men højtrykket flytter på sig, og det betyder noget for vejret og temperaturen.

Til at begynde med bliver vejret varmere og mere solrigt end normalt for årstiden. Et højtryk befinder sig nord for De Kanariske Øer, og tørre og varme vinde blæser ud fra Afrika.

Luften vil typisk have en temperatur på 20 til 25 grader i dagtimerne, og uv-indekset stiger til omkring 7, hvilket er højt. Så det er med at få solcremen med i kufferten.

Om en uges tid - op til den kommende weekend - kunne et lavtryk passere øerne med skyer og lidt lavere temperaturer. Der vil dog stadig være ret gode solchancer på sydsiden af øerne, hvor mange af feriedestinationerne befinder sig, og her vil man typisk have en lufttemperatur på 18 til 23 grader.

Om en uges tid tyder det på, at vejret bliver mere normalt på de Kanariske Øer. Det betyder vind fra nordøst, skyer på nordsiden af øerne, sol mod syd og en lufttemperatur på 18 til 23 grader.
Om en uges tid tyder det på, at vejret bliver mere normalt på de Kanariske Øer. Det betyder vind fra nordøst, skyer på nordsiden af øerne, sol mod syd og en lufttemperatur på 18 til 23 grader. Foto: TV 2 Vejret

Frem mod uge otte, den anden vinterferieuge, tyder det på, at vejret bliver ret normalt med vinde fra nordøst. Det vil sige skyer på nord- og nordøstsiden af øerne, men sol, tørvejr og varme på sydsiden som fx Maspalomas og Puerto Rico på Gran Canaria.

Og som altid bliver det lokalt endnu varmere end prognosen viser, hvis man befinder sig et sted med læ og masser af sol.

For bornholmerne, som først har vinterferie i uge 10, er vejret med stor sandsynlighed også solrigt og varmt på øerne ud for Afrika.