Nu kan du snart stå på ski på Amager – året rundt

Den halv kilometer lange skibakke ned ad hovedstadens forbrændingsanlæg åbner for offentligheden. 

At kunne stå på ski om sommeren i København var for ni år siden en skør ide. Nu er den tæt på virkelighed. Selvom den ikke er helt færdig, åbnede Københavns nye skibakke Copenhill torsdag for de første prøvekørsler inden premieren i vinterferien næste uge.

- Det er en smule anderledes, men også overraskende godt, lyder det fra Alexander Vissing på trækbåndet på vej op ad bakken:

- Det er en lille smule glattere end normal sne, men ellers er det, som om man står på rigtige ski. Samme teknik. Samme oplevelse.

Verdens største kunstige skibakke

Skibakken er anlagt som en del af tagkonstruktionen på forbrændingsanlægget Amager Ressource Center. Anlægget er designet af den verdensberømte danske arkitekt Bjarke Ingels. Når den er færdig en gang i løbet af foråret, vil den være en af verdens største kunstige skibakker med næsten en halv kilometers nedløb.

Selvom skibakken i modsætning til de alpine pister ikke er afhængig af sne, har vejret alligevel en stor betydning for oplevelsen. Som skiløber ned ad Copenhill, mærker man elementernes rasen.

- Vejret spiller en stor rolle herude. Både fordi vi kan løbe på sne, og fordi vi kan løbe hele året rundt. Vi løber i solskin, i regnvejr og det hele, siger direktøren for Copenhill, Christian Ingels, og slår ud med armene:

- Nu regner det lidt, men vi har det jo stadig sjovt alligevel.

Autentisk oplevelse

Det bekræftes af Niels Carstens fra Skiklubben Harreskov. For ham er det den en autentisk skisportsoplevelse, der trækker.

- At stå på et kraftvarmeanlæg er sjovt. Det er en skæg tanke, at man kan gøre det inde i København. Det primære for mig som skiløber er, at det virker superfedt. Det er virkelig ligesom at køre på ski, fortæller han.

Skibakken er kun delvist færdigbygget, og dele af den henstår stadig som byggeplads. Derfor er det også kun den nederste del, som svarer til en blå eller grøn piste, der bliver åbnet i første omgang.