Sidste dag med vinterligt vejr - sne, slud og regn på vej ind over landet

Flere steder i landet er der i eftermiddag og i aften risiko for sneglatte veje.

Efter en kold nat med temperaturer under fem graders frost er et nedbørsområde mandag morgen på vej ind over Danmark, og det giver allerede nu regn, slud og sne flere steder i landet.

Mandagens vinterlige vejr kan blive det sidste, vi får at mærke til vintervejr i længere tid.

Kold og tør luft fra syd giver nedbør som sne og slud

Det er et lavtryk over Nordsøen, som det kommende døgn skal passere lige nord om Danmark og mandag morgen og formiddag sender sin varmfront ind over os. I løbet af eftermiddagen svinger den tilhørende koldfront med mere nedbør ind over Jylland og breder sig herfra mod øst.

Da relativ tør og kold luft fra Mellemeuropa blæser frem mod os, vil en stor del af nedbøren især i eftermiddag falde som slud og sne.

Snevejr i Vendsyssel

I formiddagstimerne kommer der flere steder i Jylland og på Fyn nedbør, som overvejende vil falde som slud og regn ved temperaturer lige over frysepunktet, men især i Vendsyssel kan nedbøren mandag formiddag og frem til først på eftermiddagen falde som sne.

Hele den østlige del af landet får overvejende tørvejr mandag formiddag - med undtagelse af Nordsjælland, som en overgang kan få slud eller tøsne.

Prognose: Nedbør mandag klokken 10.
Prognose: Nedbør mandag klokken 10. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Risiko for sneglatte veje

I løbet af eftermiddagen kommer der atter mere udbredt nedbør ind over Jylland fra vest, og i takt med at den mere tørre og relativt kolde luft fra syd blæser ind i området med nedbør, vil der mange steder i Jylland komme slud og sne.

Størst mulighed for, at nedbøren vil falde som sne, er der i den sydlige og østlige del af Jylland og på store dele af Fyn, hvor temperaturen i eftermiddag vil ligge nær frysepunktet.

Prognose: Temperatur mandag klokken 16.
Prognose: Temperatur mandag klokken 16. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Selvom det meste af den sne, der ventes at falde, vil være tøsne, er der mandag eftermiddag i disse dele af landet risiko for sneglatte veje.

Nogle steder kan der komme til at ligge et centimetertykt lag sne. TV 2 VEJRETs prognoser har i eftermiddagstimerne lokalt op til fem centimeter sne til at falde i den sydlige del af Jylland.

Prognose: Nedbør mandag klokken 16.
Prognose: Nedbør mandag klokken 16. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

I løbet af aftenen breder området med slud og sne sig videre mod øst til Sjælland og Lolland-Falster og senere også til Bornholm, hvor der i aften og i nat ligeledes er risiko for stedvist sneglatte veje.

Samtidig vil temperaturen i Vestjylland stige op til fem graders varme, og nedbøren vil i den vestlige del af landet gå over i regn.

Tøvejret breder sig gennem hele landet i løbet af natten, og vi vil tirsdag stå op til temperaturer mellem to og fem graders varme.

Vindstød af stormende kuling ved Jyllands vestkyst

Udover sne, slud og regn kommer fronterne og lavtrykket også med blæsende vejr.

I løbet af dagen frisker vinden op fra syd og sydvest, og der vil i store dele af landet blæse en frisk til hård vind. Langs den jyske vestkyst vil man få op til kuling.

Prognose: Vindstød mandag klokken 16.
Prognose: Vindstød mandag klokken 16. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Varmere vejr på vej

Vintervejret over Danmark tegner til at blive det sidste i denne omgang. I de kommende dage vil lunere luft blæse frem mod os fra sydvest og vest. Måske kan der i ugens løb falde et enkelt snefnug eller to.

Ifølge de seneste prognoser kan vi dog se frem til en lun weekend med op til otte graders varme.