Jo - Du skal tisse mere, når det er koldt

16x9
Når du kommer ud i kulden, øges tissetrangen. Om det dermed bliver hurtigere at lufte hunden, melder historien ikke noget om. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Selvom det kan føles uretfærdigt, når man er pakket varmt ind, skal man tisse mere ude i kulden.

Mange kender fornemmelsen. Indenfor er der dejligt varmt. Udenfor er der bidende koldt. Og … så snart man kommer ud i kulden, får man trang til at tisse. Pænt træls. Især hvis man er pakket godt ind med vanter, skibukser og tophue. Og det er ikke en myte. Du skal tisse mere, når det er koldt.   

For at få en forklaring tager vi fat i professor i urologi dr.med. Lars Lund, der til daglig er overlæge på Odense Universitetshospital. Urologi dækker mænds og kvinders urinveje samt mandens kønsorganer. Kvindernes kønsorganer har som bekendt deres helt eget lægefaglige område; gynækologien.

En kort, en lang

Overlægen griner lidt af spørgsmålet, men glæder sig over den undren, der ligger bag, og tilbyder at læse op på den helt lange forklaring. For sådan en er der også. Det er nogle komplicerede processer, der ligger bag. Det er dog også muligt med en kort forklaring, der er rimelig dækkende for den kuldeudløste tissetrang uden brug af mikroskop og latinske betegnelser. Så den tager vi her.

- Det er noget reflektorisk, det er noget hormonelt, og så er der det rent fysiske. Det er meget kompliceret, når vi først går ned i fysiologibøgerne, siger han.

Mere blod gennem nyrerne betyder mere urin

Den fysiske del er den nemmeste. Når du kommer ud i kulden, trækker blodkarrene i huden og til dels også musklerne sig sammen, og så stiger gennemblødningen af nyrerne. Dermed producerer du mere urin. Men også psykologiske faktorer spiller ind.   

- Det er ikke alt, vi kan forklare. Der er heller ingen, der kan forklare dig, hvorfor lyden af rislende vand fra en vandhane kan give vandladningstrang, men lyden påvirker nervesystemet og sætter flere mekanismer i gang, fortæller Lars Lund.

Kroppen kæmper imod

For at komplicere tingene yderligere reagerer kroppen på overproduktionen af urin, og så går der andre mekanismer i gang for at bremse den ned igen.

- Det kan jo ikke nytte noget, at man producerer så megen urin, at man tømmer hele kroppen og kommer til at mangle væske i løbet af to timer, når man er ude i kulden, siger Lars Lund, der understreger, at tissetrangen skifter fra person til person:

- Det afhænger også af, hvilken tilstand din krop er i. Er du stresset, stor, lille, tyk, høj? Som individer reagerer vi forskelligt. Men som udgangspunkt udløses det af en sammentrækning af blodkar og muskler, der øger gennemstrømningen af blod i nyrerne og dermed får dem til at producere mere urin.

Tis testet af japanske forskere

Emnet er blandt andet blevet belyst af japanske forskere. Ifølge oplysninger fra Statens Naturhistoriske Museum øgedes udskillelsen af urin med næsten 50 procent hos en gruppe forsøgspersoner, der blev sendt udenfor i to graders frost. Her fandt man også et kraftigt fald i det urinhæmmende hormon hos forsøgspersonerne.

Samtidig har man sammenlignet blæreindholdet hos døde mennesker. Den undersøgelse viste, at folk, der var døde af kulde, havde dobbelt så meget urin i blæren som folk, der var døde af andre årsager.

Så jo. Det er ganske vist. Du skal tisse mere, når det koldt. En god nyhed for folk, der holder af at skrive deres navn med gult i sneen. God fornøjelse.