Ekstrem kulde rammer USA - meteorologer advarer mod at gå udendørs

16x9
Snestorm i Denver 22. januar 2019. Et voldsomt kuldefrembrud vil de kommende dage ramme store dele af det centrale og østlige USA. Foto: Social Media / Ritzau Scanpix

Et arktisk kuldefrembrud vil de kommende dage sende store dele af det centrale og østlige USA i dybfryseren.

Selvom vi tirsdag morgen havde den foreløbigt koldeste nat denne vinter i Danmark, så er det nærmest lunt, i forhold til de temperaturer der venter store dele af USA de kommende dage.

Isnende kold luft fra de arktiske egne vil de kommende døgn blæse ned over den centrale og østlige del af USA, hvor mange amerikanere kan se frem til temperaturer, som kan være farlige at opholde sig i.

Den kolde polarluft nåede allerede søndag til den nordlige del af Minnesota, hvor temperaturen i International Falls faldt til -43,3 grader.

Det er kun fem grader højere end kulderekorden for byen på -48,3 grader, som blev målt for 110 år siden.

Kulderekorder er tæt på at blive slået

Kulden breder sig videre mod syd og øst i løbet af onsdag og torsdag, hvor adskillige gamle kulderekorder forventes at blive slået.

Visse steder kan dagtemperaturerne nå ned på 30 graders frost - og i nattetimerne kan termometrene vise under 40 minusgrader.

En millionby, som i den grad får den ekstreme kulde at mærke, er Chicago, hvor dagtemperaturerne onsdag ifølge prognoserne ikke når over 25 frostgrader.

Afvigelse fra normaltemperaturen onsdag eftermiddag amerikansk tid. Over store dele af det centrale og østlige USA vil temperaturerne være mere end 20 grader lavere end normalt.
Afvigelse fra normaltemperaturen onsdag eftermiddag amerikansk tid. Over store dele af det centrale og østlige USA vil temperaturerne være mere end 20 grader lavere end normalt. Foto: Screendump / TV 2 VEJRET/Tropical Tidbits

Hvis dét sker, så bliver det den koldeste dag i Chicagos meteorologiske historie - en historie, der går tilbage til 1871.

Den nuværende rekord for laveste dagtemperatur er -23,9 grader, som blev målt i både 1983 og 1994.

Samtidig kan der også blive sat ny absolut kulderekord for Chicago en af de kommende nætter, hvor temperaturen kan falde til under 30 graders frost. Chicagos kulderekord lyder på -32,8 grader, som blev målt den 20. januar 1985.

Meteorologer advarer: Det bliver farligt at være udendørs

Udsigten til de ekstremt lave temperaturer har fået de amerikanske meteorologer og myndigheder til at advare befolkningen om den farlige vejrsituation.

Luften i sig selv bliver så kold, at borgere opfordres til ikke at tage dybe indåndinger, men navnlig kombinationen af ekstrem kulde og vind - den såkaldte 'chill-effekt' - gør det decideret farligt at færdes udendørs.

Det fortæller den amerikanske meteorolog Mike Doll.

- Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, hvor farligt det her vil blive. En hel generation af amerikanere har ikke oplevet så ekstrem kulde, siger han til USA Today.

Visse steder kan den følte temperatur nå ned mellem 50 og 55 graders frost, hvilket medfører, at blottet hud kan få forfrysninger på meget kort tid.

På animationen ovenfor kan man se temperaturen på grænsen mellem troposfæren og stratosfæren - her ses det tydeligt, hvordan den ekstreme kulde breder sig langt nedover USA.

Årsagen til det ekstreme kuldefrembrud kan blandt andet findes i den pludselige stratosfæriske opvarmning, som fandt sted over Nordpolen i starten af januar.

Få uger efter en sådan episode øges sandsynligheden for voldsomme kuldefrembrud over dele af den nordlige halvkugle.