Det kan blive vinterens hidtil koldeste nat

16x9
Der venter os en nat, som kan blive vinterens hidtil koldeste. Arkivfoto. Foto: Anja Knappe / Privatfoto

Med nattemperaturer ned til otte graders frost, kan natten til søndag blive den hidtil koldeste denne vinter.

Relativ kold luft har siden torsdag befundet sig over Danmark, og det mærker vi især i nattetimerne, når temperaturen falder som følge af udstråling fra jordens overflade.

Især når der er skyfrit vejr og rolige vindforhold, kan temperaturen falde særlig meget.

Det får vi for alvor at mærke natten til søndag, hvor temperaturen i størstedelen af landet vil falde til godt under frysepunktet.

Især i den centrale og sydlige del af Jylland, kan temperaturen sidst på natten og i de tidlige morgentimer søndag nå ned på mellem seks og otte graders frost. Her kan der dannes rimtåge, som er med til at holde temperaturen nede til langt ud på morgenen.

Det kan gøre den kommende nat til den foreløbigt koldeste nat i dette vinterhalvår.

Den laveste temperatur, der er målt indtil videre denne vinter, er -7,9 grader, som blev registreret i Billund tidligt om morgenen den 3. januar. 

Forventede temperaturer søndag morgen klokken 7 - omtrent en time før solopgang.
Forventede temperaturer søndag morgen klokken 7 - omtrent en time før solopgang. Foto: TV 2 VEJRET

Med andre ord bliver natten til søndag den koldeste i indeværende vinterhalvår, hvis termometret et eller andet sted viser mindst -8,0 grader søndag morgen.

Lunere ved kysterne

Det bliver dog ikke i hele landet, at temperaturen i nat når langt under frysepunktet. Farvandene omkring os er fortsat omkring tre-fire grader varme, og det virker som en effektiv 'varmedunk', der opretholder en væsentlig højere temperatur i kystnære egne, end det man oplever længere inde over land.

Langs kysterne vil temperaturen i nat derfor holde sig på omkring eller lige over frysepunktet.

Senest vi oplevede en temperatur lavere end otte graders frost, var den 30. marts i fjor, hvor der blev målt -8,3 grader i Vamdrup nær Kolding.