Total måneformørkelse natten til mandag - fascinerende blodmåne i vente

Når fuldmånen natten til mandag bevæger sig ind i jordens skygge, bliver Månen kobberrød.

For tiden kan man se både Venus og Jupiter på den mørke vinternattehimmel.

Det smukke syn bliver dog overgået af et astronomisk fænomen, som vi kan opleve natten til mandag.

Her bliver vi nemlig vidne til en total måneformørkelse, som vil give Månen en spektakulær, kobberrød farve.

Måneformørkelsen begynder klokken 3.35 natten til mandag, hvor Månen bevæger sig ind i Jordens såkaldte halvskygge. Det er dog først fra klokken 5.41, at den totale del af måneformørkelsen begynder - den fase, hvor fuldmånen befinder sig ind i Jordens helskygge.

Månen vil befinde sig på den vestlige nattehimmel - cirka 20 grader over horisonten. 

Alt i alt tager den totale del af måneformørkelsen 63 minutter - og den kulminerer klokken 6.12 mandag morgen, hvor det fortsat er helt mørkt.

Dernæst bevæger Månen sig ud af Jordens helskygge og forlader i sidste ende halvskyggen klokken 8.49. Her er Månen dog gået ned, og det er i mellemtiden blevet lyst.

Skyer kan drille

Blodmånen kan naturligvis kun ses, hvis det er klart i vejret. Prognoserne er fortsat usikre med hensyn til mængden af skyer på himlen mandag morgen.

Der er dog en reel risiko for, at der vil være en del skyer over landet, og at det frie udsyn til måneformørkelsen dermed kan blive spoleret i større eller mindre grad.

TV 2 VEJRET følger naturligvis løbende vejrudviklingen frem til mandag morgen.

Månen bliver kobberrød på grund af Jorden

Der findes - bogstavelig talt - en jordnær forklaring på den blodrøde farve. Man kunne foranlediges til at tro, at Månen ville 'forsvinde', når Jorden skygger for Solens stråler, men lys har den egenskab, at det kan gå om hjørner.

Lyset bliver således afbøjet af Jordens atmosfære, samtidigt med at passagen gennem atmosfæren giver lyset den rødlige farve, som vi også oplever ved solopgang og solnedgang.

Måneformørkelsen starter 'partielt', hvor Månen er i Jordens halvskygge, hvorefter den bliver total, når Månen når ind i Jordens helskygge. Det er her, Månen får sin kobberrøde farve. Foto: Grafik / TV 2 VEJRE
Måneformørkelsen starter 'partielt', hvor Månen er i Jordens halvskygge, hvorefter den bliver total, når Månen når ind i Jordens helskygge. Det er her, Månen får sin kobberrøde farve. Foto: Grafik / TV 2 VEJRE Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Det kobberrøde lys rammer Månen, som befinder sig i den såkaldte helskygge, hvilket giver Månen en karakteristisk og spektakulær farve. Den kobberrøde fuldmåne bliver ofte omtalt som en blodmåne med henvisning til farven.

Næste totale måneformørkelse i Danmark er om seks år

Hvis man ikke får set blodmånen natten til mandag, så skal man vente til 7. september 2025, hvor Månen igen vil antage en kobberrød farve.

Inden da kan man dog 'nøjes' med en delvis måneformørkelse, som kan ses fra Danmark 16. juli 2019.