Lav lavinefare koster flere liv

Når myndighederne melder højeste kategori for lavinefare, respekterer skifolket advarslen.

Den nordlige del af alperne er ramt af usædvanligt kraftigt snefald, hvilket har udløst lavinevarsling i den højeste kategori, kategori fem. Mindst 25 er omkommet i sneen indtil videre, men paradoksalt nok er der normalt flere, der omkommer ved lavere lavinefare. Det fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

- Ved lavinefare tre er der stadig mange, der tør stå offpiste. Når vi er oppe i fire og fem, har folk mere respekt for varslingen, siger han.

Kun én procent af de dødsfald, der sker i forbindelse med skisport, sker i kategori fem, mens 54 procent af dødsfaldene sker i kategori tre. Så selvom kategori fem er langt farligere, omkommer langt flere i kategori tre.

Fordobles og fordobles og…

Kategorierne går fra et til fem, og farligheden fordobles for hvert trin. Sidste år valgte de franske myndigheder i Tignes dog at sprænge skalaen og erklære kategori seks.

- Lavinefaren var simpelthen uden for kategori. Forholdene var så farlige, at man ikke måtte forlade hotellerne, og det var forbundet med stor fare bare at gå på vejene i byen, fortæller Jens Ringgård Christiansen.

Snefaldet er i disse uger så kraftigt, at der flere steder er tale om en 30-årshændelse. Det betyder, at der normalt går 30 år imellem, at der kommer så megen sne på så kort tid. I Lackenhof er snedybden den største målt i januar siden 1923.

- Det er hovedsageligt Østrig, men også Schweiz og den sydlige del af Tyskland, der er ramt, siger Jens Ringgård Christiansen.

Stormflod i Danmark, sne i Østrig

Snefaldene er udløst af de samme lavtryk, som også har udløst stormflod tre gange i Danmark her i januar. Der er tale om nordlig vind, der tager fugt med ned fra Nordsøen. Når vinden så presses op af alperne, køles den ned og afgiver derfor fugten som sne over de nordlige alper. I Tyrol er der nogle steder kommet over tre meter sne over de seneste uger.

- Når vinden når ned til for eksempel Italien, er der ikke mere fugt tilbage, og i den sydlige del af alperne, er der steder, hvor man dårligt kan dyrke skisport overhovedet, forklarer Jens Ringgård Christiansen.

Når først der er udstedt lavinevarsling i de høje kategorier, ved turisterne godt, at de skal følge anvisningerne, hvis de også vil komme hjem i god behold efter ferien. Det farlige vil i mange tilfælde være at komme rundt i områderne.

Sprænger lavinerne fri

Jens Ringgård Christiansen er selv netop kommet hjem fra Obertauern, der er et af det hårdest ramte områder i Østrig. Om natten kunne han høre, hvordan myndighederne udløste laviner med sprængladninger for at sikre, at der ikke var lavinefare på pisterne.

- De åbne pister er kun åbne, fordi de er sikre. Det vigtige er, at man ikke kommer ud og kører offpiste. Når man kører offpiste, kan man selv udløse laviner, siger Jens Ringgård Christiansen.

Føler sig sikker på åbne pister

De danskere, han mødte på det populære skisportssted, følte sig heller ikke utrygge ved at være af sted, så længe myndighederne så tydeligt tog ansvar for at sikre pisterne og åbne og lukke efter forholdene.

- Så længe de har løjper åbne, så vi kan køre på dem, og de garanterer, det er sikkert, er jeg ikke så bekymret, lød det blandt andet fra Rienette Skavenborg fra Vejle.