Hotel i Schweiz ramt af lavine

16x9
Lavinen ramte også biler på hotellets parkeringsplads. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Tre mennesker blev kvæstet af den meterhøje lavine.

Efter de seneste døgns enorme snefald i Alperne, hvor også Schweiz har fået store mængder sne, ramte en lavine torsdag et hotel i det østlige Schweiz.

En 300 meter bred lavine ramte klokken 16.30 torsdag eftermiddag ifølge SRF hotel Säntis ved Schwägalp i det østlige Schweiz.

Ramte hotellets restaurant og kvæstede tre

Lavinen blev udløst på en bjergside over for hotellet, hvor den rullede over en parkeringsplads og begravede 15 biler, inden lavinen fortsatte ind i hotellet, hvor den brød gennem vinduerne til hotellets restaurant.

Tre mennesker blev kvæstet af den meterhøje lavine, og efter kort tid indledtes en større eftersøgning med lavinehunde og tekniske hjælpemidler for at finde frem til mulige lavineofre.

75 af hotellets mere end 100 gæster blev med busser efterfølgende evakueret fra Schwägalp, og adgangsvejen op til feriestedet, der ligger i 1300 meters højde, blev lukket for al trafik. 

Torsdag aften blev eftersøgningen indstillet på grund af det fortsatte kraftige snefald og faren for nye laviner.

Ingen gæster eller personale på hotellet meldes savnet, men vandrere kan have været i området på tidspunktet for lavinen, og eftersøgningen vil ifølge SRF fortsætte, når vejret og lavinefaren tillader det.

Dør til hotel ved Schwägalp begravet i sne efter lavine 10. januar 2019.
Dør til hotel ved Schwägalp begravet i sne efter lavine 10. januar 2019. Foto: Handout / Ritzau Scanpix

Over en meter sne i lavineramt område

Lavinefaren var torsdag eftermiddag nedgraderet fra fire til tre i det østlige Schweiz, hvor man ligesom i Østrig har fået store mængder sne.

Ifølge Meteoswiss lå der torsdag 127 centimeter sne i Schwägalp, hvoraf de 74 centimeter var faldet inden for de seneste tre døgn.

Schwägalp ligger på nordsiden af bjerget Säntis, hvor der i 2200 meters højde ligger hele 300 centimeter sne. Her er de 89 centimeter faldet siden mandag.

Lavinekatastrofe i Østrig i 1999

Det er sjældent, at man i Alperne oplever, at laviner rammer bygninger og i særdeleshed hoteller.

Den største lavinekatastrofe i Alperne i nyere tid skete i februar 1999, hvor 31 mennesker omkom, da en voldsom lavine efter flere dages kraftigt snefald ramte byen Galtür i det vestlige Østrig.

To danskere omkom under lavineulykken i Galtür.