Der er faldet over to meter sne i Østrig – sker kun med 30 til 100 års mellemrum

16x9
Der ryddes sne i Obertauern i Østrig den 10. januar 2019 Foto: Leonhard Foeger / Ritzau Scanpix

Der er faldet ekstreme mængder sne i Østrig - men også Tyskland og Schweiz er hårdt ramt af de seneste dages kraftige snevejr.

Østrig er efter mere end en uges næsten vedvarende snevejr blevet begravet i snemængder, som den østrigske vejrtjeneste ZAMG nu betegner som noget, man de steder, der er faldet mest, kun ser en gang mellem 30 til 100 år. 

Det usædvanligt kraftige snevejr, som begyndte allerede i dagene efter nytåret, har i nogle østrigske regioner givet helt ekstreme mængder sne.

Lokalt er der faldet over tre meter sne i Tirol siden nytår

Indtil torsdag morgen var der ifølge ZAMG siden nytår faldet hele 311 centimeter i Hochfilzen i Tirol, der ligger nær skisportsstederne Kitzbühel og Saalbach-Hinterglemm, som er det sted, den østrigske vejrtjeneste har registreret mest sne.

Lukket vej på grund af lavinefare ved Vordenberg i Østrig den 10. januar 2019.
Lukket vej på grund af lavinefare ved Vordenberg i Østrig den 10. januar 2019. Foto: Erwin Scheriau / Ritzau Scanpix

I Bad Mitterndorf i regionen Steiermark 40 kilometer nordøst for Obertauern er der faldet 280 centimeter sne, og i Seefeld nær Innsbruck har man fået 208 centimeter sne, og Lofer tæt på grænsen til Tyskland er der de seneste ti dage faldet 170 centimeter.

Ifølge ZAMG er det snemængder, som man statistisk set kun oplever disse steder med 30 eller op til 100 års mellemrum.

Det gælder store dele af regionerne Tirol, Salzburg og Steirmark, hvor de største mængder sne er faldet.

Samlet mængde sne faldet mellem den 29. december og den 10. januar.
Samlet mængde sne faldet mellem den 29. december og den 10. januar. Foto: ZAMG / ZAMG

Der ligger nu fire meter sne 

Efter de seneste 10 dages kraftige snevejr ligger der nu stedvis mellem tre og fire meter sne i de højtliggende bjergegne på nordsiden af alpekammen.

Der er dog store forskelle i snemængderne. På grund af snefygning er der både næsten snefrit på bjergtinderne, mens der i områder med læ ligger flere meter høje snedriver.

Sne i Berchtesgraden i Sydtyskland den 10. januar 2019.
Sne i Berchtesgraden i Sydtyskland den 10. januar 2019. Foto: Lukas Barth-tuttas / Ritzau Scanpix

Også store mængder sne i Schweiz og Sydtyskland

Det er ikke kun i Østrig, der er faldet store mængder sne. Også i det sydlige Tyskland og Schweiz har den vedvarende nordenvind givet mellem 100 og 200 centimeter sne.

I Sydtyskland er der i Alperne ind mod den østrigske grænse flere steder faldet næsten ligeså meget sne, som man har set det i Østrig, og i Bayern er militæret i Berchtesgarden blevet sat ind med bæltekøretøjer for at få forsyninger frem til byer, der i flere dage har været afskåret fra omverdenen.

Pansrede mandskabsvogne sat ind i Sydtyskland den 10. januar 2019.
Pansrede mandskabsvogne sat ind i Sydtyskland den 10. januar 2019. Foto: Bernd Marz / Ritzau Scanpix

I Schweiz er der især i den østlige del af landet faldet store mængder sne. Säntis nær grænsen til Lichtenstein og Østrig har de seneste tre døgn fået 89 centimeter sne, og der ligger nu i alt 300 centimeter.

Det var netop i dette område, et hotel torsdag eftermiddag blev ramt af en lavine.

Sne ved Gerold i Sydtyskland den 10. januar 2019.
Sne ved Gerold i Sydtyskland den 10. januar 2019. Foto: Philipp Guelland / Ritzau Scanpix

Mere sne på vej

Snevejret i Alperne er ikke overstået endnu. Endnu et kraftigt snevejr rammer nordsiden af Alperne i løbet af weekenden, hvor der ventes mellem 50 og 100 centimeter sne, og i løbet af næste uge kan der falde mere sne.