Danskere i snelukket by: - Vi tog chancen

Danske skiturister må sidde og vente på, at de østrigske myndigheder åbner bjergpas, så de kan slippe ind i skisportsby.

Selvom der er den højeste kategori lavinefare flere steder i Østrig, er mange danskere alligevel taget på skiferie. I et af de hårdest ramte områder ligger bjergbyen Obertauern, hvor meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård har mødt nogle af dem.

- Jeg havde godt nok min tvivl, om vi skulle tage af sted, men vi tog chancen, og nu står vi her, siger Ole Tanderup fra Struer.

Isoleret bjergby

Obertauern ligger isoleret og for at komme op til byen, skal man igennem et af to bjergpas, der i disse dage kun er åbne få timer dagligt, når myndighederne vurderer, det er forsvarligt. Resten af tiden er turister og indbyggere i princippet sneet inde uden mulighed for at forlade byen.

Michael Jakobsen fra Haderslev måtte hele tiden holde sig klar for at komme gennem bjergpasset og op til de lokkende pister.

- Vi sad simpelthen og ventede med vores telefoner. Hvornår kan vi komme igennem?

Så er der åbent

Beskeden kom klokken ti. Klokken 11 åbner passet.

- Vi var de første, der holdt i køen og kom igennem, fortæller Michael Hansen, der også afvejede fordele og ulemper, inden han tog af sted:

- Der har været mange overvejelser, specielt fra hjemmefronten, men vi tog chancen og tog herned.

Får altid sne

Skisportsområdet er kendt for snesikkerhed, men der er i den seneste uge faldet over en meter sne, hvilket har gjort det livsfarligt at bevæge sig uden for de afmærkede og åbne pister. Myndighederne sørger dog hele tiden for at markere, hvor der er usikkert at færdes.

- Vi er taget til Obertauern, fordi vi ved, den altid er snesikker. Og det må man jo sige, at den også er i år, siger Rienette Skavenborg fra Vejle, der ikke frygter ulykker på grund af sneen.  

- Så længe de har løjper åbne, så vi kan køre på dem, og de garanterer, det er sikkert, er jeg ikke så bekymret, siger hun.