Danske turister tager til østrigsk bjergby - selv om de sner inde

Obertauern er et af de værst ramte skisportssteder i Østrig, men det holder ikke danske skiturister tilbage.

Selvom lavinefaren er i allerhøjeste kategori, og der har været flere dødsfald efter kraftigt snefald i alperne, fortsætter turisterne med at strømme til. Det fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen, der i dag er nået frem til Obertauern, der er et af de steder i Østrig, hvor der er faldet allermest sne.

Meteorologen kom sammen med en fotograf gennem bjergpasset op til byen i de to timer, det var åbent mellem klokken 11.30 og 13.30. Turisterne fortsætter også med at tage til byen, og i hvert fald 25 danske turister tog også gennem passet efter åbningen.

Sneet inde mindst et døgn

Nu er de i princippet sneet inde, indtil passet ventes åbnet igen i morgen.

 - Faktisk ved vi ikke, hvornår det åbner igen. Man regner med klokken 10 i morgen, men man ved det ikke rigtigt. Vi kan ikke komme væk, før der er åbent igen, siger Jens Ringgård Christiansen.

Lavinefaren er oppe i kategori fem, men selvom det er den højeste kategori, betyder ikke, at man er i overhængende livsfare, forklarer Jens Ringgård Christiansen:

- Her er masser af danske turister. Kategori fem betyder først og fremmest, at der kan komme laviner ned over veje og dale. De pister, der er åbne, er kun åbne, fordi myndighederne vurderer, at de er sikre.

Vejene farligere end pisterne

Ifølge Jens Ringgård Christiansen er det mere vejene end de åbne pister, man skal have særlig respekt for:

- Vejene ligger ofte i dale eller langs med skråninger med hårnålesving, så det farlige er mere transporten rundt i området. Man kan sagtens være her som turist og bruge de åbne pister.

På vej op til Obertauern kunne meteorologen ved selvsyn konstatere, hvorfor myndighederne er nødt til at lukke bjergpassene

- Vi kunne se, at der lå enormt meget sne på træerne, og der var også træer, der var knækket. Nu hvor det begynder at blæse lidt, giver det en stor risiko for laviner ned over vejene herop, siger han.

Sprængte rammen for lavinefare

Selvom kategori fem i princippet er den højeste, hævede de østrigske myndigheder sidste år barren og erklærede en kategori seks. Der fik turisterne i praksis udgangsforbud. Så galt er det ikke i Obertauern. Så længe folk passer på, er der ingen grund til at føle sig utryg.

- Man skal bare holde sig fra at køre off piste. Det er virkelig farligt lige nu. Og så selvfølgelige følge myndighedernes anvisninger, slutter Jens Ringgård Christiansen.