Kraftigt blæsevejr rammer Danmark - her kan vindstødene nå stormstyrke

16x9
Vindstødene kan nå stormstyrke flere steder det kommende døgn. Arkivbillede. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Det kommende døgn bliver meget blæsende flere steder i landet.

Det kommer til at ruske i trækronerne og knirke i tagryggene, når et kraftigt blæsevejr det kommende døgn skal bevæge sig ind over Danmark fra vest.

Sådan benævnes vindstyrken

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Tirsdag morgen befinder det kraftige vindfelt sig ude i Nordsøen, hvor der blæser fuld storm fra nordvest med vindstød af orkanstyrke.

Dette kraftige vindfelt nærmer sig Danmark, samtidig med at det dog svækkes. Det betyder, at vi undgår at opleve regulær storm i middelvind, som tilfældet var det med stormen Alfrida i forrige uge.

Det betyder dog ikke, at vi undgår kraftig blæst. I formiddagens løb breder det kraftige vindfelt sig ind over Vestjylland, og langs den jyske vestkyst kan vindstødene nå stormstyrke en overgang. Samtidigt vil middelvinden kunne nå hård kuling - eller knap 20 meter per sekund - og blæse fra nordvest og nord.

Vindstød tirsdag formiddag klokken 10.
Vindstød tirsdag formiddag klokken 10. Foto: TV 2 VEJRET

Breder sig til en større del af landet

I tirsdagens løb breder den kraftige blæst sig efterhånden til en større del af landet. I første omgang vil man også mærke det i Nordjylland, hvor nordenvinden også kan kulminere med vindstød af stormstyrke.

Vindstød tirsdag aften klokken 19. I Nordjylland kan vindstødene lokalt nå stormstyrke.
Vindstød tirsdag aften klokken 19. I Nordjylland kan vindstødene lokalt nå stormstyrke. Foto: TV 2 VEJRET

Langsomt, men sikkert, breder vindfeltet sig yderligere østpå, og i eftermiddagens løb vil det blæse med stiv eller hård kuling fra nord ned gennem Kattegat med vindstød af stormende kuling.

Det kan dog ikke udelukkes, at der på Kattegatøerne samt langs den sjællandske nordkyst også lokalt kan forekomme vindstød af stormstyrke.

Vindstød onsdag morgen klokken 6. Langs Sjællands nordkyst samt på Kattegatøerne og Djursland kan vindstødene nå stormstyrke.
Vindstød onsdag morgen klokken 6. Langs Sjællands nordkyst samt på Kattegatøerne og Djursland kan vindstødene nå stormstyrke. Foto: TV 2 VEJRET

Natten til onsdag bliver også blæsende med kuling fra nord mange steder, og vinden aftager først for alvor i løbet af onsdag morgen.

Får vandet til at stige

Den kraftige blæst vil også få vandstanden til at stige betragteligt i den sydvestlige del af Kattegat og en stor del af Storebælt og Smålandsfarvandet. Det får man især at mærke langs kysterne på Nordfyn samt ved Odense Fjord.

Også kyststrækningen fra Kerteminde til Svendborg samt kysterne på det nordlige Lolland kan se frem til store vandstandsstigninger på mellem 1,2 og 1,5 meter. I Roskilde Fjord kan man heller ikke vide sig sikker - her kan vandet stige til 1,2 meter.