Brandfolk sat ind for at skylle forurening ud af luften i New Delhi

16x9
Bygninger i udkanten af New Delhi indhyllet i smog. Foto: Roberto Schmidt / Scanpix Denmark

Luftforureningen i New Delhi er tårnhøj, og vejrforholdene hjælper ikke på situationen.

De indiske myndigheder har nu indsat brandvæsnet i et forsøg på at dulme følgerne af en omfattende luftforurening i hovedstaden New Delhi. Det skriver telegrambureauet AP.

Brandmændene er sendt op i byens højhuse for at sprinkle vand ned over gaderne. Vandet skal fungere som kunstig regn og opfange de mange forurenende partikler, så de bliver slået til jorden og skyllet væk.

Klimatolog ved TV 2 Vejret Kasper Møller Nielsen fortæller, at metoden i teorien vil virke på helt kort sigt, men siger også, at myndigheder bør kigge på mere langsigtede løsninger på problemet.

- Om det vil virke så godt, som man håber på, ved jeg ikke, men det vil trække nogle af partiklerne ud, siger han.

Støv og røg

Inden for den seneste tid er der målt rekordhøje niveauer af blandt svovldioxid og kulilte i luften. Samtidig er New Delhi plaget af støv og røg fra en lang række affaldsbrande.

Luftforureningen påvirker millioner af mennesker. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er forureningen i New Delhi 13 gange højere end det niveau, der anses for sikkert.

Farligt støv i luften

Ud over at sætte brandvæsnet ind har myndighederne forbudt mere end ti år gamle dieselbiler på vejene samt påbudt byggepladser øget afdækning for dæmme op for yderligere støv.

Generelt anbefales alle indbyggere at bære støvmasker, indtil forureningen atter har lagt sig. Samtidig advares folk mod for eksempel at løbe motionsture.

Højtryk samler forureningen

Forureningen stammer primært fra dieselbiler, kraftværker og afbrænding af marker. Den forværres i tørre vintre, hvor vinden stilner af.

- Når der er store højtryksområder hen over Indien som lige nu, så ser vi en smogopbygning som den i New Delhi, forklarer Kasper Møller Nielsen.

Affald brændes af i gaderne

I New Delhi er der desuden store grupper af hjemløse, der holder varmen ved at brænde affald af.

- Der er mange, der ikke har adgang til elektricitet, og måden de får varme på er ved at brænde alle mulige ting af, siger Kasper Møller Nielsen.

Den brune sky holder solen ude

Luftforureningen er generelt et problem hen over hele Sydøstasien, Indien og Kina. Der ligger et permanent bælte af forurening, som kaldes Asian Brown Cloud. Meteorologer anslår, at den brune sky optager mindst 20 procent af sollyset.

- Hvis de en dag for eksempel går over til grønne energiformer, vil temperaturen stige øjeblikkeligt, lyder det fra Kasper Møller Nielsen.