Nu skifter vejret - sne har kurs mod Danmark

16x9
Østjylland og Østersøegnene er de steder, som har den største mulighed for snebyger i den sidste halvdel af næste uge. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Når kølig luft i næste uge ifølge prognoserne kommer til at blæse hen over vores relativt lune havområder, kan der blive dannet snebyger.

Weekendens udbredte regnvejr og efterfølgende blæsevejr markerer overgangen til en gradvist koldere vejrtype, hvor snebyger meget vel kunne komme til at feje hen over dele af landet.

På bagsiden af lørdagens blæst er vinden nemlig på vej op mod nordvest, og mandag og tirsdag går vinden videre mod nord og gradvist helt over i det østlige hjørne.

Det er et koldt verdenshjørne på den her tid af året, og så kan decideret kold luft efterhånden blæse frem mod Danmark fra Finland og Rusland.

Vinden drejer de kommende dage fra vest og nordvest til øst, og det bringer koldere vejr frem mod Danmark. Luften kan meget vel blive kold nok til snebyger.
Vinden drejer de kommende dage fra vest og nordvest til øst, og det bringer koldere vejr frem mod Danmark. Luften kan meget vel blive kold nok til snebyger. Foto: TV 2 Vejret

Resultatet er, at vi så småt fra onsdag og især torsdag kan begynde at opleve slud- og snebyger ved kysterne.

Kold luft over lunt vand giver klassiske byger

Kombinationen af kold luft og relativt lunt vand er velkendt inden for meteorologien. Det er den klassiske opskrift på byger, og er luften kold nok, bliver det til snebyger.

Sådan kan det meget vel blive i den sidste halvdel af næste uge.

Når kold luft fra midten af næste uge hen over Kattegat og Østersøen fra nordøst og øst, kan der blive dannet snebyger, som primært rammer kysterne i Østjylland, på Bornholm, Møn, Falster og Lolland.
Når kold luft fra midten af næste uge hen over Kattegat og Østersøen fra nordøst og øst, kan der blive dannet snebyger, som primært rammer kysterne i Østjylland, på Bornholm, Møn, Falster og Lolland. Foto: TV 2 Vejret

Mest udsat for snebyger er man langs Østersøens kyster, især på Bornholm, Møn, Falster og Lolland og i det østlige Jylland ud mod Kattegat. Her er det især området fra Djursland og ned til Lillebælt, som har den største mulighed for snebyger.

Hvor lang tid kulden holder stand over Danmark er usikkert, men vi skal sikkert en uge frem i tid, før mildere luftmasser igen går indhug på kulden.