Snestorm giver over en meter sne på Island - slår ny rekord

16x9
Sne i Akureyri på Island den 30. november 2018. Foto: TV 2 VEJRET / Facebook

I mere end fire døgn sneede det så meget, at man på Nordisland aldrig har fået større mængder sne.

Den nordlige del af Island er i løbet af weekenden blevet ramt af en usædvanligt voldsom og langvarig snestorm.

Snestormen lukkede stort set hele Nordisland ned. Alle veje uden for Islands anden største by Akureyri var lukket, og først mandag kunne man begynde at grave sig ud.

Sne i Akureyri den 30. november 2018.
Sne i Akureyri den 30. november 2018. Foto: Linda Ólafsdóttir / Facebook

Største mængde sne i Akureyri i december

I Akureyri var der efter mere end fire dages snestorm mandag morgen faldet hele 105 centimeter sne, som er den største mængde sne nogensinde registreret i Akureyri i december. De enorme mængder sne overgås ifølge TV 2 VEJRETs oplysninger kun af et voldsomt snevejr i februar 2016, hvor der blev målt 110 centimeter sne. 

På Facebook delte Linda Ólafsdóttir de imponerende billeder af snemasserne i Akureyri, som hun tog på en rundtur i byen fredag formiddag.

Sne i Akureyri den 30. november 2018
Sne i Akureyri den 30. november 2018 Foto: Linda Ólafsdóttir / Facebook

Stormlavtryk og snebyger gav de enorme  mængder sne 

Det var et stormlavtryk, der fredag og lørdag passerede hen over Island, som gav snestormen.

Efter stormlavtrykket var passeret forbi, strømmede iskold luft ned over Island fra nord, og snebyger dannet over Grønlandshavet gav helt frem til mandag morgen mere sne.

Uafbrudt snevejr i mere end fire døgn

Snestormen startede allerede onsdag, hvor det ud på aftenen begyndte at sne. Efterfølgende meldte lufthavnen i Akureyri i mere end fire døgn om uafbrudt snefald, og i ti timer fra torsdag middag og frem til torsdag aften blev der meldt kraftigt snefald.

Samtidig var der vindstød af kulingstyrke, som gav kraftig snegfygning, og torsdag meldte lufthavnen i Akureyri om sigtbarhed ned til 600 meter.

Torsdag morgen var der faldet 23 centimeter sne. Efter denne dags kraftige snevejr blev der lørdag morgen målt 80 centimeter sne, mens snedybden mandag morgen efter weekendens fortsatte snefald var helt oppe på 105 centimeter. 

Sne i Akureyri den 30. november 2018
Sne i Akureyri den 30. november 2018 Foto: Linda Ólafsdóttir / Facebook
Sne i Akureyri den 30. november 2018
Sne i Akureyri den 30. november 2018 Foto: Linda Ólafsdóttir / Facebook
Sne i Akureyri den 30. november 2018.
Sne i Akureyri den 30. november 2018. Foto: Linda Ólafsdóttir / Facebook