Hvidjulsbarometeret: 4 procent chance for landsdækkende hvid jul

16x9
Hvidjulsbarometer Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Hvor stor er chancen for en landsdækkende hvid jul? Vi giver dig svaret hele december, hvor vi hver dag stiller hvidjulsbarometeret.

Hver dag frem til 24. december tager vi temperaturen på julesneen - og holder øjet stift rettet mod chancen for den hvide jul.

Til det formål bruger vi på TV 2 VEJRET hvidjulsbarometeret, som viser, hvor mange procents chance, vi vurderer, der er for en landsdækkende hvid jul.

Hvornår er der hvid jul?

I Danmark kalder vi det landsdækkende hvid jul, når der den 24. december ud på eftermiddagen i mindst 90 % af landet ligger 0,5 cm sne.

Hvis der ét eller andet sted i landet ligger sne - så taler man om en lokal eller delvis hvid jul.

Hvidjulsbarometeret er bygget således, at den statistiske sandsynlighed på otte procent chance for en landsdækkende hvid jul udgør midten af barometeret.

Udsving i barometeret til højre eller venstre angiver således henholdvis en større eller mindre chance for hvid jul end normalt.

Derfor står hvidjulsbarometeret, som det gør

Der er kun 5 dage til juleaften, og modellerne begynder at blive mere og mere pålidelige. Den seneste prognose fra det europæiske regnecenter ECMWF har et lavtryk til at løbe syd om Danmark natten til den 24. december og et højtryk til at nærme sig fra vest.

Prognose af julevejret
Prognose af julevejret Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Der er fortsat gode chancer for lokal hvid jul i Nordjylland og Nordsjælland, men håbet om en landsdækkende hvid jul er ved at forsvinde. 

Derfor sætter vi i dag sandsynligheden for en landsdækkende hvid jul ned til 4 procent. 

Prognose af temperatur juleaftensdag
Prognose af temperatur juleaftensdag Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Ingredienserne for hvid jul er først og fremmest snefald, men også kulde. Juleaften ventes frostvejr i store dele af landet, mens temperaturen om eftermiddagen vil placere sig mellem 1 og 4 graders varme.

Seneste landsdækkende hvide jul i Danmark - sådan så Strøget i København ud den 24. december 2010.
Seneste landsdækkende hvide jul i Danmark - sådan så Strøget i København ud den 24. december 2010. Foto: Brian Bergmann / Scanpix

Mere om hvidjulsbarometeret

Hvidjulsbarometeret er efterhånden blevet indbegrebet af jul på TV 2 VEJRET - og vi starter sædvanen tro allerede ved julemånedens start som ved enhver anden julekalender.

De første dage af december er det svært at sige noget konkret om julevejret, og barometeret bliver derfor justeret med baggrund i statistisk materiale, langtidsprognoser, tendenser og måske et enkelt vejrvarsel.

Statistisk set er der cirka 8 procent chance for en hvid jul. Siden 1900 har vi nu haft hvid jul ni gange. Det er i gennemsnit cirka hvert 13. år.

Når vi kommer ind i den anden decemberuge, begynder de første 'rigtige' vejrmodeller, som vi anvender på TV 2 VEJRET, at vise os deres spæde bud på julevejret.

Dem vil vi anvende i forbindelse med justeringen af hvidjulsbarometeret, og de giver os allerede 8. december de første 'rigtige' bud på, hvilken retning julevejret kan tage.

Hvid jul - siden 1900

År med landsdækkende hvid jul i Danmark - siden år 1900

2010
2009
1995
1981
1969
1956
1938
1923
1915

Frem til 15.-16. december er usikkerheden fortsat meget stor i de 'rigtige' prognosemodeller, men fra cirka ti dage før juleaften vil prognosen normalt blive mere og mere sikker - og flere prognosemodeller begynder samtidig at vise sig med deres bud.

Fra fem-syv dage før jul bliver prognoserne dag for dag mere og mere sikre.

De seneste fem år har julen været landsdækkende grøn. I 2011 var julen lokalt hvid, mens vi i både 2009 og 2010 havde landsdækkende hvid jul.

Begge år stod hvidjulsbarometeret på 100 procent juleaften.

Om det sker igen år, kan du følge med i her på vejr.tv2.dk og i TV 2 VEJRETs tv-vejrudsigter på TV 2 og TV 2 NEWS.