100 meter høj mur af sand indhyllede kinesisk by

16x9
Sandstormen tårner sig op uden for byen Zhangye, inden den fejer ind over byen. Foto: China Stringer Network / Ritzau Scanpix

En eksplosionsagtig sandstorm gav lokal sigtbarhed på ned til ti meter.

Indbyggerne i den kinesiske by Zhangye kunne denne weekend se en næsten 100 meter høj mur af sand blæse ind over deres by.

Ifølge australske ABC News gik sandstormen ind over Zhangye med vindstød på mere end 60 kilometer i timen, og byen blev i løbet af ganske kort tid indhyllet i sand og støv.

De mange partikler i luften fik flere steder sigtbarheden helt ned på bare ti meter.

En eksplosion af en storm

Byen har 260.000 indbyggere og ligger i Gansu-provinsen.

Myndighederne satte en nødberedskabsplan i værk, og blandt andet biler på motorvejene blev tvunget helt ned i hastighed, indtil de kunne komme af ved en afkørsel.

Denne type sandstorm ligner nærmest en eksplosion, når en væg af sand og støv kommer fejende. Typen kaldes også 'haboob', hvilket kommer fra arabisk og betyder noget i retning af "at eksplodere".

- Sandstormen i Zhangye er opstået i forbindelse med en markant koldfront, der søndag passerede forbi. Da byen ligger tæt på den knastørre Gobi-ørken er sand og støv herfra blevet hvirvlet op, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Anders Brandt.

Kold luft vælter ned

Normalt kommer disse sandstorme, når tordenbyger dannes i meget tørre områder, og der opstår såkaldte downburst, hvor luft med stor hastighed vælter ned mod jorden fra tordenskyen.

Den proces foregår ekstremt effektivt i ørkenområder. Den udløses, når regn og hagl fra tordenskyen smelter og fordamper og dermed bruger varmen fra luften, som derfor forbliver kold.

- Den kolde luft er tung og styrter nærmest som en kugle mod jorden, hvor det blæser ud mod siderne. Da nedbøren ofte er fordampet, er det en kold og knastør luft, der med stor hastighed blæser ud og hvirvler sand og støv til vejrs, forklarer Anders Brandt.