Tre italienske byer ramt af tornadoer

Tornadoer ud for Italien trak mægtige vandsøjler op mod himlen, før de gik i land.

Mindst tre tornadoer ramte Italien tirsdag. Værst gik det ud den syditalienske by Taurisano, hvor tornadoen ifølge lokale medier væltede adskillige træer, vægge og enkelte bygninger.

En anden tornado ramte byen Cutro, og ud for byen Salerno rejste en tornado en enorm vandsøjle, inden den gik i land og væltede 20 stablede containere i byens industrihavn, hvor et større skib også blev revet løs af dets fortøjninger. 

Det er ikke usædvanligt med så voldsomt vejr over Middelhavet i det sene efterår.

- Når den kolde luft på denne tid af året strømmer fra nord og ned over det varme hav, ser man ofte kraftige tordenvejr udvikle sig over Middelhavet - og i forbindelse med dem dannes der af og til skypumper, som dem man så i Italien, forklarer TV 2 Vejrets meteorolog Anders Brandt.

Også i Danmark ser man samme type skypumper som i Italien.

- Herhjemme er august den store skypumpemåned, hvor de især kan ses ved Østersøen og Kattegats kyster. Det er dog sjældent, de bliver så voldsomme som i Italien, men der er hvert år så kraftige skypumper, at de anretter skade på bygninger, fortsætter Anders Brandt. 

Der er ingen meldinger om alvorlig personskade ved tornadoerne, men Il Fatto Quotidiano oplyser, at to havnearbejdere er sendt på hospitalet med henholdsvis en hånd- og en skulderskade efter tornadoen i Salerno.