Endelig regn på vej til skovbrande i Californien

16x9
Camp branden ved Paradise den 9. november i det nordlige Californien Foto: Justin Sullivan / Ritzau Scanpix

Efter en lang tørkeperiode og to uger efter skovbrandene brød ud, er der hjælp fra naturen, når et regnvejr indtager Californien på onsdag.

Den mest ødelæggende og dødbringende brand i Californiens historie har raseret siden 8. november, og vejret har i hele perioden været en fjende for slukningsarbejdet. Nu vender det endelig, som et større regnvejr ankommer fra Stillehavet.

På nedenstående grafik ser man regn over brandene Hill Fire og Woolsey Fire nær Los Angeles og Camp Fire i det nordlige Californien. Mountaineer Fire ligger højere oppe i Rocky Mountains, og her vil der komme sne.

Prognose med regn på onsdag. De gule omåder viser brandene, mens blå og hvid viser hvor der kommer henholdsvis regn og sne
Prognose med regn på onsdag. De gule omåder viser brandene, mens blå og hvid viser hvor der kommer henholdsvis regn og sne Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Vinden har været en kæmpe udfordring, siden brandene begyndte 8. november. De første dage blæste det kraftigt både ved Los Angeles og Paradise. 

Santa Ana og Diablo er brandvinde

Ved Camp Fire blæste det kraftigt fra den såkaldte Diablo-vind. Det betød, at byen Paradise lynhurtigt blev indhyllet i branden. Nær Los Angeles huserede vinden Santa Ana i endnu flere dage, og branden nåede helt ud til kysten nord for Los Angeles.

Både Santa Ana- og Diablo-vinden er kendte for at udvikle brande. Vindene fører luft fra højere terræn og ned i smalle dale. Det betyder, at vinden bliver ekstremt tør og kraftig. Begge karakteristika gør vinden farlig. Brande får optimale forhold til både at bevæge sig hurtigt og udvide sig - nogle gange også over brandbælter, hvor brande ellers ville stoppe op.

Tre spande med vand til hver kvadratmeter på onsdag

Regnvejret, der ankommer på onsdag, vil i høj grad hjælpe slukningsarbejdet. Vinden vender til vest, hvilket fører fugtig luft fra Stillehavet og ind over Californien. Nedestående grafik viser den samlede mængde nedbør den kommende uge, hvor det meste af nedbøren vil falde på onsdag.

Prognose af samlet mængde nedbør den næste uge i Californien
Prognose af samlet mængde nedbør den næste uge i Californien Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Ved Camp Fire og Paradise vil der falde over 30 millimeter. 30 millimeter svarer til 30 liter vand per kvadratmeter eller tre tiliters spande med vand. Endelig hjælper vejret med at slukke brandene i Californien.