Hest påkørt og dræbt i tæt tåge

16x9
Udsigt over Næstved klokken 7.25 onsdag morgen. Sct. Peders Kirke kan anes igennem tågen. Foto: TV 2 Vejret

Mindst én hest er stadig løs i Sønderjylland.

Midt i en tæt tåge på rute otte mellem Asserballe og Fynshav i Sønderjylland mistede en hest tirsdag aften livet, da den blev ramt af en personbil.

Sammenstødet skete 22.25 tirsdag, oplyser Henrik Sønderskov, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Vi havde et færdselsuheld, hvor en hest blev påkørt og mistede livet, siger han.

Passagerne i bilen slap uskadte fra ulykken.

Politiet leder onsdag morgen fortsat efter mindst én hest i området, fortæller vagtchefen. Ejeren er dog fundet.

Kun få landsdele er fri af tågen

Der lå altså allerede tåge over dele af landet i går aftes, og det fortsætter her til morgen, hvor kun Bornholm og københavnsområdet går helt fri, forklarer Jens Ringgaard fra TV 2 Vejret.

- Tågen dannes som det, man kalder udstrålingståge. Det vil sige, at på grund af klart vejr falder temperaturen. Ved lavere temperaturer kan luften imidlertid indeholde mindre fugt, og derved kondenserer luften, og tåge dannes.

Her er der observeret tæt tåge onsdag morgen.
Her er der observeret tæt tåge onsdag morgen. Foto: TV 2 Vejret

Trafikanter, der er på vej ud i morgentrafikken, skal derfor passe på.

- Tågen kulminerer omkring klokken 7.30, og klokken 9 til 10 er den tætte tåge væk, og der begynder at komme sol, siger Jens Ringgaard.