Blind har aldrig set et lyn, men han kan mærke, når der er torden på vej

Brian Øgendahl er født blind, men elsker vejret.

Når man ikke bare kan kigge ud af vinduet og se, om det regner eller sner. Ja, faktisk ikke engang kan kigge ud af vinduet overhovedet. Så skærpes ens andre sanser. Det ved musikeren Brian Øgendahl, som TV 2 Vejret har besøgt i Hinnerup nordvest for Aarhus.

Den 36-årige mand er født blind, og udover musik er han vild med vejr. Derfor starter han også hver dag med netop vejret.

- Det er mit ritual. En kop kaffe og en vejrudsigt. Så kan den ikke blive bedre, du, siger han til TV 2 Vejrets Per Christiansen.

Brian Øgendahls lejlighed er fyldt med hjælpemidler, der for eksempel kan fortælle ham, hvor varmt der er, men Brian Øgendahl kan også selv føle, hvis der eksempelvis er kraftig torden på vej.

- Man får lidt en spændingshovedpine og bliver lidt tung i hovedet, fordi trykket ændrer sig. Så kan man mærke, at nu sker der noget. Nu er der torden på vej, fortæller han.

Interessen for vejret stammer helt tilbage fra barndommen.

- Da jeg var barn, gik jeg meget op i vejret. Jeg spurgte altid: Hvordan er vejret nu? Sner det? Nogle gange blev folk lidt trætte af det, siger han.

Til sidst blev han træt af at spørge og begyndte selv at gå ud for at mærke efter. Og han går stadig ud i vejret, og selvom man måske skulle tro, at regnvejr er det værste for en blind, er blæst det virkelige problem.

For et menneske, der i den grad bruger hørelsen, er det slemt, når det hele rusker og larmer omkring en.

- Når det blæser, kan jeg ikke orientere mig, hvis jeg går alene, slutter Brian Øgendahl.