Mørk og fugtig mandag giver gråvejr til de fleste

16x9
Skyer, dis og tåge - sådan ser det ud mange steder mandag. Foto: Screendump / TV 2

Den nye uge starter med gråvejr og finregn hist og her.

Efter en række dage med særdeles pænt novembervejr, venter der os nu en mandag med mere normalt vejr for årstiden - rent lysmæssigt.

Luftens indhold af vanddamp kan udtrykkes gennem flere forskellige størrelser, hvor af den relative fugtighed nok er den mest kendte.

Relativ fugtighed fortæller, hvor meget vanddamp der aktuelt er i luften holdt op mod, hvor meget der maksimalt kan være. Den relative fugtighed udtrykkes i procent. Styrken ved dette mål er, at det man hurtigt får et overblik over, om luften er tør eller fugtig. Svagheden er at man ikke kan se, hvor meget vand der er i luften

Dugpunktstemperatur er et direkte mål for, hvor meget vanddamp, der er i luften. Dugpunktstemperaturen eller blot dugpunktet er den temperatur, som luften skal afkøles til, for at der udkondenseres flydende vand. Man ser det i praksis, når badeværelsesspejlet dugger til: Her er spejlets overfladetemperatur under den fugtige badeværelseslufts dugpunktstemperatur. Styrken ved dette mål er, at man har et direkte tal for luftens vandindhold. Jo højere dugpunkt, jo mere vand i luften.

Fugtig luft befinder sig over Danmark, og det har blandt andet medført, at mange danskere er vågnet op til skyer, dis og tåge med sigtbarheder helt ned til mellem 100 og 200 meter.

Til gengæld er det væsentligt mere mildt end på de kolde morgener i weekenden. De fleste steder befinder temperaturen sig mellem otte og ti grader.

Selvom vejret er gråt, er der rig mulighed for at se flotte farver i naturen.
Selvom vejret er gråt, er der rig mulighed for at se flotte farver i naturen. Foto: Hanne Rasmussen / Privatfoto

Temperaturniveauet kommer der ikke til at ændres meget på i dagens løb, og vi kommer højest til at opleve omtrent 11 grader som det højeste.

Som dagen skrider frem, er der dog mulighed for, at tågen kan lette en smule, men mange steder vil vejret forblive diset, skyet og gråt. Desuden kan der i perioder falde en smule finregn fra skydækket.

Anderledes lyst ser det ud de kommende to dage. Her kan solen komme til at få væsentligt mere plads på himlen, og temperaturen kan stige til 14-15 grader.