Ikke alle får lige meget at se til solen søndag

16x9
Skyer breder sig mod nordvest i dagens løb - men det holder tørt. Arkivfoto. Foto: Inger Nielsen / Seerfoto

Søndag er startet med smukt vejr i hele landet, men i dagens løb bliver det gradvist mere skyet i en del af landet.

November er kommet meget tørt fra start, og lørdag kulminerede det usædvanligt smukke efterårsvejr med solskin fra en næsten fuldstændig skyfri himmel. Den klare luft med meget få skyer, gav ligesom den foregående nat anledning til lave temperaturer flere steder i landet.

Både i Østjylland, på det nordlige Fyn samt på Østsjælland har der været officiel frost ved DMI's vejrstationer - den laveste temperatur blev målt nær Køge med -1,1 grader tidligt søndag morgen.

Selv om søndag starter med meget smukt vejr, så er der i modsætning til lørdag enkelte ugler i mosen.

Skyer breder sig nemlig langsomt op over den syd- og østlige del af landet i dagens løb, og giver en noget mere broget himmel med færre og færre kig til solen.

Vejrsituationen søndag klokken 12. Skyer breder sig fra sydøst mod nordvest - sidstnævne sted, får man mest solskin.
Vejrsituationen søndag klokken 12. Skyer breder sig fra sydøst mod nordvest - sidstnævne sted, får man mest solskin. Foto: TV 2 VEJRET

Jo længere mod nordvest i landet man bor - jo længere tid vil solen få lov til at skinne, og den blå novemberhimmel kunne ses.

Temperaturerne vil i hele landet nå op på omtrent ti graders varme, og vinden tiltager langsomt fra sydøst og bliver svag til frisk - mest blæsende ved sydøstvendte kyster.

Skyerne bliver natten til mandag og mandag med en smule mere tætte og kan i perioder give lidt finregn i mandagsdøgnet - men i ganske begrænsede mængder. Derefter venter der igen en række dage med tørvejr og gode solchancer samt temperaturer, der kan nærme sig 15 graders varme.