Mere uvejr på vej til det hårdtprøvede Italien

Væltede træer, store oversvømmelser og et tocifret antal døde i det italienske uvejr indtil nu - og der er mere på vej.

En lille uge med voldsomt uvejr har sat sine spor i Italien. Indtil videre har kraftige vinde og store regnmængder kostet 17 mennesker livet. Det er blandt andet jordskred og væltede træer, der har forårsaget dødsulykkerne.

Ud over de mange omkomne har uvejret lavet enorme skader. Tusindvis har stået uden strøm, små samfund ligger isoleret, og der venter et enormt oprydningsarbejde.

I det nordlige Italien har uvejret ryddet store skovområder som for eksempel i Dolomitterne, hvor vinden nåede orkanstyrke på helt op til 42 meter i sekundet svarende til 150 kilometer i timen.

- De kraftige vinde har væltet ekstraordinært mange træer. Træerne har revet elledninger ned, og lige nu er de største problemer at skaffe strøm og drikkevand, fortæller Roberto Giarola, der er chef for de frivillige i det italienske civilforsvar.

Gummistøvler i Venedig

En langvarig sydøstlig vind hen over Adriaterhavet har presset vandet fra lagunen ind i Venedigs gader, hvor folk har måttet iføre sig gummistøvler, hvis de har villet gå tørfodet rundt.

- Meget intens regn kombineret med ekstraordinære kraftige vinde har lavet alvorlige skader i alle territorier og særligt i nord, forklarer Roberto Giarola.

Og vejrudsigterne rummer fortsat store mængder regn til italienerne. Samtidig gør vindretningen det svært for vandet at komme væk fra de oversvømmende områder som for eksempel i Venedig.

Mere regn på vej

- De kommende dage er det samme vejrsituation, og der er mere regn på vej. I de næste døgn kan der komme op til yderligere 200 millimeter regn, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Lone Seir.

Uvejret er udløst af sciroccovinden, der blæser nede fra Afrika.

- Der bliver ved med at være et lavtryk over Middelhavet, der trækker varm luft og fugt op og giver masser af uvejr i Italien, siger Lone Seir.

Der er mere regn på vej til de hårdt prøvede italienere. Video: TV 2 Danmark