Rekordvarme i Sverige og Finland

Ikke kun i Danmark er vejret varmere end normalt. I samtlige af vores nabolande skrives der vejrhistorie i disse dage.
Ekstrem oktobervarme har strammet grebet om store dele af Nordeuropa og Skandinavien - og det er ingenlunde kun i Danmark, at der i øjeblikket opleves rekordvarmt vejr.
Følg TV 2 VEJRET på de sociale medier
Husk at du også kan følge TV 2 VEJRET på vores officielle Facebook-side.
Også på Twitter kan du få vores opdateringer, ligesom du kan dele billeder med os via Instagram og hashtagget #tv2vejret.
Du kan naturligvis også - som altid - uploade dine billeder direkte til os her på vejr.tv2.dk.
Lørdag blev der sat adskillige nye varmerekorder i Tyskland - og i resten af weekenden blev der sat nye grænser for, hvor varmt det kan blive i oktober flere steder i Skandinavien.
Varmerekorder i både Sverige og Finland
Hvor ekstrem oktobervarmen er i hele Skandinavien, understreger de gamle målinger, man har foretaget af temperatur i både Sverige og Finland.
Hos vores svenske naboer blev der hele 20 forskellige steder sat nye varmerekorder i weekendens løb.
Især i det nordlige Sverige blev varmen så ekstrem, at der aldrig i målingernes historie - som visse steder strækker sig tilbage til 1859 - er målt så ekstrem varme i oktober.
I Gunnarn blev der søndag målt 20,9 grader - og den tidligere rekord fra 2005 på 16,3 grader blev altså slået med hele 4,6 grader.
Derudover blev der også sat ny varmerekord i Göteborg, da termometret viste 21,3 graders varme. Den gamle rekord helt tilbage fra 1874 blev altså slået med en halv grad.
Højeste temperatur overhovedet i Sverige blev 24,0 grader i Målilla i Småland, og indtager en delt andenplads over varmeste oktoberdage i den svenske meteorologiske historie.
Sidst men ikke mindst oversteg temperaturen for første gang finsk vejrhistorie med 20 grader i oktober, da der ved målestationen i Kruunupyy Lentoasema blev målt hele 20,9 graders varme. Den tidligere oktobervarmerekord i Finland lød på 19,4 grader målt i Helsinki i 1985.
Norge snublende tæt på varmerekord
De højeste temperaturer i Skandinavien blev målt i Norge, hvor der både lørdag og søndag blev registreret hele 25,5 grader i henholdsvis Tafjord og Surnadal.
Det er kun 0,1 grader lavere end den absolutte varmerekord for oktober i Norge som helhed. Den blev sat den 11. oktober 2005 i Molde.
De ekstreme temperaturer i Norge har været medvirkende til at give store oversvømmelser flere steder i landet.