Orkanen Leslie har kurs mod Europa - rammer Portugal i nat

Orkanen Leslie er lørdag morgen passeret nord om Madeira. Den giver regn og blæst i Portugal og Spanien.

Den tropiske orkan Leslie har lørdag kurs direkte mod den portugisiske kyst, hvor den lørdag aften og natten til søndag giver Lissabon vindstød af stormstyrke.

Lørdag morgen passerede Leslie som en tropisk kategori 1-orkan lige om Madeira, hvor der med 22 meter per sekund blev målt vindstød af stormende kuling.

I løbet af dagen vil Leslie hen over koldere vand ændre sin struktur, så den overgår fra en tropisk orkan til et almindeligt orkanlavtryk, som vi kender det fra vore breddegrader.

Rammer Lissabon i aften og i nat

Leslie vil dog stadig have middelvinde tæt på orkanstyrke, når den lørdag aften nærmer sig den portugisiske kyst, hvor hovedstaden Lissabon ser ud til at blive ramt voldsomt i aften- og nattetimerne.

Leslie rammer Portugal som en ekstratropisk storm natten til søndag.
Leslie rammer Portugal som en ekstratropisk storm natten til søndag. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Langs den portugisiske vestkyst vil det i aftentimerne blæse op med vindstød nær orkanstyrke, som kan ramme Lissabon natten til søndag.

Der ventes også store mængder regn, som især langs kysten vil kunne give mellem 50 og 100 millimeter, mens den gamle tropiske orkan passerer.

Natten til søndag fortsætter Leslie ind over Spanien, hvor den vil give vindstød nær stormstyrke og i øvrigt frem til søndag aften flere steder give op til 100 millimeter regn.

Sjældent tropiske storme rammer Europa

Selv om Leslie forvandles til et almindeligt lavtryk, umiddelbart inden den rammer Portugals kyst, hører det til sjældenhederne, at tropiske storme på den måde rammer Europa.

I 1842 ramte en tropisk orkan Sydspanien, mens resterne af orkanen Vince i 2005 ramte Spanien som et tropisk lavtryk.