Midt i efterårsferien - tropisk orkan truer Madeira og De Kanariske Øer
For første gang nogensinde er der udsendt tropisk stormvarsel på den portugisiske ø Madeira.
Skal man på efterårsferie på Madeira eller en af De Kanariske Øer, så kan man få et noget usædvanligt ferieminde med sig hjem.
I stedet for sol og sommer venter blæst og silende regn, når en tropisk orkan nærmer sig to af mange danskeres yndede rejsemål, som på denne tid af året normalt garanterer sommervejr.
Det kan den tropiske orkan Leslie sætte en stopper for. Orkanen, der har hvirvlet rundt i Atlanterhavet i næsten tre uger, har som en kategori-1 orkan sat kursen mod Madeira, som den ifølge de seneste prognoser fra National Hurricane Center i Miami ventes at passere nord om i løbet af lørdagen og søndagen.
Første tropiske stormvarsel i vejrhistorien
Og det hører til de absolutte sjældenheder, at en tropisk orkan eller storm nærmer sig den portugisiske ferieø.
For første gang nogensinde har de amerikanske hurricanemeteorloger udsendt varsel om tropisk storm for Madeira, der desuden kan oplyse, at ingen tropisk storm i historien har været nærmere end 160 kilometer fra øen.
Tættest på var den tropiske storm Vince i 2005.
Orkanen rammer Madeira i weekenden
Den tropiske orkan nærmer sig Madeira lørdag, men den svækkes og nedgraderes i løbet af søndagen til en tropisk storm.
I weekenden ventes således op til storm på Madeira med nedbørmængder, der kan løbe op i 100 til 150 millimeter.
Kan også ramme De Kanariske Øer
Fra Madeira ventes Leslie som en tropisk storm at dreje af mod syd, mens den over det køligere havvand nær De Kanariske Øer mister endnu mere af pusten, så den nærmer sig de spanske ferieøer som et almindeligt lavtryk.
Det er endnu usikkert, hvilken bane Leslie tager, men ifølge National Hurricane Center vil man sidst på søndagen og i løbet af mandagen kunne få både regn og blæst på De Kanariske Øer.
Her er især nordkysten af ferieøen Tenerife udsat for den kraftige vestenvind.
Udenrigsministeriet advarer om orkanen og opfordrer turister til at følgende myndighedernes anvisninger. Man kan også holde sig orienteret om vejret her.