Voldsom regn i Spanien - her sprænges kloakkerne

Mens mange er omkommet på Mallorca, har det spanske fastland også fået store regnskyl.

Mens verdens øjne er rettet mod Mallorca, hvor mindst ti personer er omkommet, og flere er savnet efter voldsomme regnskyl, har de også fået store mængder vand på det spanske fastland.

- Det har også været rigtig vildt her i Malaga, fortæller Sidsel Milagros Kjær fra Aars i Nordjylland. Hun har boet i Alhaurín el Grande vest for Malaga de sidste 15 år, og hun har aldrig set noget lignende, som det regnvejr, der ramte området i går.

Vandmasserne sprængte flere steder kloakkerne og fortovene over dem.

Opgav at komme hjem

Sidsel Milagros Kjær var i sit lokale fitnesscenter, da regnen satte ind. Da hun gik ud for at komme hjem, måtte hun vende om i døren.

- Jeg tænkte, at nu går jeg bare ud i det, og så skal jeg hjem, men det kunne jeg ikke. Det var helt vildt. Strømmen tog dig bare med, så vi gik op i fitnesscentret igen og var der i halvanden time. Det holdt bare ikke op, fortæller hun.

Fra fitnesscentret kunne hun så filme, hvordan de parkerede biler begyndte at flyde i gaderne.

- Den var parkeret helt oppe, og så begynder den bare at komme ned, siger hun.

Bilen, der begyndte at drive, flød ned og skubbede nogle andre biler afsted i strømmen.

Blev hentet længere oppe i højderne

Til sidst var hun nødt til at søge op på en højere beliggende vej, hvor hendes mand kunne hente hende i bil. På vej tilbage fik hun filmet en af de sprængte kloakker.  

Hun fik også filmet en mand, der kæmper med at få sat et bræt foran sit hus for at hindre vandet i at løbe ind.

- Husene går lige til fortovet. Hvis ikke man får det bræt på, kommer vandet bare ind, hvilket sker for mange gamle mennesker, siger Sidsel Milagros Kjær.

Byens fem skoler har været lukket i dag, og derfor har Sidsel Milagros Kjærs to børn på 7 og 13 år haft fri i dag.

- Alt har været lukket i dag, slutter hun.