Orkanen Michael har ramt dele af Florida som en livsfarlig kategori-4 orkan

16x9
Ødelæggende vinde i Panama City, mens Michael rammer land onsdag eftermiddag lokal tid. Michael er den kraftigste orkan der har ramt den nordvestlige del af Florida i de meteorologiske målingers historie. Foto: Joe Raedle / Ritzau Scanpix

Med middelvinde på 67 meter per sekund gik Michael i land som en uhyre kraftig tropisk orkan.

Indbyggerne i det nordvestlige Florida har stiftet bekendtskab med den kraftigste orkan, der nogensinde har ramt området. 

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Det blev en realitet, da den tropiske orkan Michael gik i land ved Mexico Beach klokken cirka 19.30 dansk tid.

Med vindhastigheder på 67 meter per sekund, og vindstød, der nåede 77 meter per sekund, var Michael tæt ved at blive en regulær kategori-5 orkan inden mødet med Floridas kyst.

Ingen over - eller ved siden af

Siden 1851 har de amerikanske meteorologer holdt styr på tropiske orkaner, og i hele den 167 år lange tidsserie er der aldrig en tropisk orkan med samme styrke som Michael, der har ramt det nordvestlige Florida.

Michaels øje set fra den Internationale Rumstation, ISS, den 10. oktober 2018.
Michaels øje set fra den Internationale Rumstation, ISS, den 10. oktober 2018. Foto: Ritzau Scanpix

Indtil Michael havde tre orkaner ramt området med kategori-3 styrke - senest det skete var i 2005, da orkanen Dennis slog til - og det gør Michael til den kraftigste uden sidestykke i det område.

Desuden er Michael den kraftigste orkan målt på lufttryk, der har ramt noget sted i USA, siden Katrina ramte New Orleans den 29. august 2005.

Da Michael gik i land, var lufttrykket i orkanens øje nede på 919 hektopascal. I samme tidsrum blev der målt vindstød ved Tyndall Airforce Base nær Panama City på 57,9 meter per sekund.

Derudover steg vandet ved kysten ud for luftbasen til 4,3 meter over daglig vande, som følge af den ekstreme blæst.

Eksplosiv udvikling

For få dage siden så det ud til at Michael lige akkurat ville blive en tropisk orkan, men for hver måling de amerikanske meteorologer foretog af orkanen, viste det sig at Michael var kraftigere end forventet.

Michael ramte Floridas kyst klokken 19.30 dansk tid som en meget kraftig kategori-4 orkan.
Michael ramte Floridas kyst klokken 19.30 dansk tid som en meget kraftig kategori-4 orkan. Foto: Screendump / Weather Underground

Derfor var det slet ikke forudsagt, at Michael skulle nå det voldsomme niveau som tilfældet ville det. I takt med at Michael bevægede sig ud over særdeles varmt havvand, skete der en såkaldt 'hurtig intensivering' af orkanen, hvor vindene tiltog på meget kort tid. 

Samtidigt var forholdene i atmosfæren omkring Michael mere fordelagtige for en kraftig udvikling, end vejrmodellerne først antog. Derfor udviklede Michael sig så uhyre kraftigt.

Fortsætter over land

Michael fortsætter sin kurs mod nordøst, men vil i samme ombæring hurtigt miste pusten over land. Til gengæld kan der falde op mod 200 millimeter regn i forbindelse med orkanen - nedbørsmængder der dog slet ikke kan måle sig med Florence som ramte North Carolina i midten af september.