Orkanen Michael passerede Cuba og bragte store oversvømmelser med sig

På vej mod Florida gik orkanen Michael tæt forbi den caribiske østat.

Orkanen Michael passerede mandag Cubas vestkyst, hvor den førte til oversvømmede veje, skadede bygninger og elektricitetsnedbrud. Det oplyser AP.

Med sig havde orkanen store regnmængder, og flere lavtliggende områder blev oversvømmede, da der på få timer faldt mere end 120 millimeter regn. Den cubanske regering havde evakueret beboerne, inden orkanen passerede, og der er tilsyneladende ingen tilskadekomne på øen.

På vej mod USA

Michael gik gennem det smalle stræde mellem Mexicos Yucatan-halvø og den vestlige cubanske provins Pinar del Rio på vej videre op mod Florida.

Det amerikanske National Hurricane Center oplyser, at orkanen havde sit øje 100 kilometer fra Cubas vestlige spids, da den gik forbi den caribiske østat.

Orkanen er nu taget til i styrke og ventes at ramme Florida onsdag eftermiddag. Den er en kategori 2-orkan, og den vil stige et trin til på skalaen, inden den går i land. Det kommer til at ske med vindstød på op mod 66 meter i sekundet, svarende til 240 kilometer i timen.

Orkanen kan give op mod 300 millimeter regn, hvilket kan føre til store oversvømmelser i det lavtliggende nordvestlige Florida. National Hurricane Center advarer om livsfarlige forhold, når orkanen rammer.  

Orkanen ventes at ramme kysten omkring Tallahassee i Florida.
Orkanen ventes at ramme kysten omkring Tallahassee i Florida. Foto: Lizabeth Menzies / Ritzau Scanpix

Ud over de kraftige vinde kan orkanen også sende en op til fire meter høj flodbølge ind mod Floridas golfkyst.

Fra Florida bevæger Michael sig ifølge prognoserne videre mod nordøst, hvor både Georgia, South Carolina og North Carolina kan blive ramt. Til den tid vil den dog formentlig have mistet en del af sin styrke.