Kraftig tropisk orkan er på vej direkte mod USA

16x9
Man forventer vindstød på op til 240 kilometer i timen og en flodbølge på to til fire meter, når orkanen Michael går i land i USA onsdag eftermiddag dansk tid. Foto: Stan Honda / Scanpix Denmark

Med en flodbølge på to til fire meter og vindstød på over 200 kilometer i timen rammer orkanen Michael USA onsdag eftermiddag.

Efterdønningerne fra den tropiske orkan Florence har næppe lagt sig, før en ny en af slagsen melder sin ankomst.

Michael hedder den seneste intense tropiske orkan, som nu har kurs direkte mod USA’s kyst ud mod den Mexicanske Golf.

Orkanen ventes at ramme kysten omkring Tallahassee i Florida onsdag eftermiddag dansk tid som en kategori-3-orkan. Det betyder middelvinde på 195 kilometer i timen, eller 54 meter per sekund og vindstød på 240 kilometer i timen i henhold til NHC, det amerikanske orkanvarslingscenter.

Med vinde på 195 kilometer i timen, ventes den tropiske orkan Michael at gå i land som en kategori tre onsdag eftermiddag dansk tid. Skalaen over tropiske orkaners styrke går fra en skala fra et til fem.
Med vinde på 195 kilometer i timen, ventes den tropiske orkan Michael at gå i land som en kategori tre onsdag eftermiddag dansk tid. Skalaen over tropiske orkaners styrke går fra en skala fra et til fem. Foto: TV 2 VEJRET/NHC

Til sammenligning er den højeste målte middelvind i Danmark 142 kilometer i timen og det højeste vindstød 193 kilometer i timen. Begge målt under orkanen Allan den 28. oktober 2013.

Rammer med voldsommere vinde end Florence, men mindre regn

Man frygter i høj grad vinden og den tilhørende flodbølge langs kysten. Michael rammer nemlig med kraftigere vinde end Florence, som gik i land med en vindhastighed på 150 kilometer i timen.

Uvejret skubber en stor bølge af vand foran sig, og man forventer en vandstand i det nordvestlige Florida på mellem to og fire meter over normalen.

I store dele af Florida og rundt langs det nordøstlige hjørne af den Mexicanske Golf, kendt som the Big Bend i USA, til det sydøstlige Alabama, Georgia og South Carolina forventer man 100 til 200 millimeter regn, og på udsatte steder kan man få omkring 300 millimeter.

Fra tordenbyge til voldsomt tropisk uvejr

Orkanen Michael begyndte sit liv som en ansamling af tordenbyger, som siden har udviklet sig til en tropisk storm mellem Mexico og Cuba søndag.

I de sidste par dage er den hurtigt tiltaget i styrke til en tropisk orkan af kategori 1, og den ligger tirsdag ved middagstid dansk tid umiddelbart nordvest for Cuba.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

På sin videre rejse op mod USA i det kommende døgn bevæger den sig over ganske varmt havvand med temperaturer på over 26,5 grader, og det giver den fornødne varmeenergi til yderligere intensivering.

Varmt havvand er netop drivkraften bag tropiske orkaner, og 26,5 grader er nærmest den magiske grænse for, hvornår de voldsomme uvejr kan udvikle sig.

En tropisk orkan kaldes også en hurricane i USA. Selv samme fænomen hedder en tyfon i det vestlige Stillehav ind mod Japan, mens man omkring Australien og i det Indiske Ocean bruger betegnelsen tropisk cyklon.