Efterårets første frost har ramt Danmark

16x9
Med -0,3 grader fik vi den 25. september efterårets første frost. Det var omkring Billund, at den blev målt officielt. Foto: Palle Tolstrup Henriksen / Seerfoto

Omkring klokken fem i morges passerede temperaturen frysepunktet i Midtjylland.

Frostluften hænger for første gang dette efterår over de danske landskaber og danner en smuk ramme for turen til arbejde eller i skole. En tur med vanter og halstørklæde, hvis den foregår på cykel.

Sidst på natten nåede temperaturen ned på -0,3 grader ved Billund Lufthavn, som er en af DMI's officielle målestationer.

Efterårets første frost rammer således tidligt på sæsonen. Vi skal normalt ind i oktober for at se de første minusgrader.

Frosten kom på en klar og ret stille nat i en luft, som oprindeligt stammer fra langt nordligere himmelstrøg.

Frosten har sat sig som rim på ruden her ved Jerstal nær Vojens.
Frosten har sat sig som rim på ruden her ved Jerstal nær Vojens. Foto: Minna Hynding Jessen / Seerfoto

Dermed har der været de optimale betingelser for frost. En rolig luft uden skyer, så varmen natten igennem har kunnet forsvinde ud i verdensrummet og derved sænke temperaturen til under frysepunktet lokalt.

Uvejrsluft gav også frost

Det er den samme luft, som ellers gav os kraftige byger på Sjælland og i det vestlige Jylland, der gav den første snert af vinter.

Dato for første nattefrost siden 1992

2018: 25. september
2017: 9. oktober
2016: 25. oktober
2015: 19. oktober
2014: 23. september
2013: 28. september
2012: 11. oktober
2011: 9. oktober
2010: 12. oktober
2009: 13. oktober
2008: 6. oktober
2007: 9. oktober
2006: 30. oktober
2005: 17. september
2004: 9. oktober
2003: 30. september
2002: 24. september
2001: 8. november
2000: 6. november
1999: 15. oktober
1998: 6. oktober
1997: 28. september
1996: 11. september
1995: 30. august
1994: 4. oktober
1993: 1. oktober
1992: 7. oktober

Og det er faktisk ganske typisk.

En luft, som danner kraftige byger på denne tid af året, er nemlig ofte kold af oprindelse. Så når først den falder til ro om natten, kan den give ret koldt vejr.

Kulden er dog et kort indslag, for de kommende dage bliver det mere blæsende og skyet, og det holder især nattemperaturen oppe.