Unikke billeder – her river enormt isbjerg sig løs af Grønland

Forskerne kunne følge med på første række, da et område på størrelse med Anholt forsvandt ud i havet.

Der er monumentale kræfter i spil, når den grønlandske iskappe kælver, og et bjerg driver til havs. Nasa har netop frigivet unikke billeder optaget i juni i forbindelse med instituttets Oceans Melting Greenland-projekt.

Billederne i videoen herover er sat op til 50 gange den rigtige hastighed og viser et område på størrelse med Anholt, der løsrives fra den grønlandske Helheim-gletsjer og glider ud i havet. Hele processen tog en halv time.

Det er sjældent, at de store afbræk bliver overvåget direkte, så det var en begejstret forsker David Holland, der kunne følge isbjergets fødsel.

- Det er simpelthen fantastisk, hvor smuk naturen er. Voldsom og ustoppelig. Den gør det, den vil, siger han til Reuters:

- Vi så faktisk processen, hvor gletsjere fører til højere vandstand.

Klimaforsker David Holland Video: TV 2 Danmark

Projektet med den finurlige forkortelse OMG finder sted på Grønland og har til formål at gøre videnskaben bedre til at forudse præcis, hvordan jordens iskapper påvirkes, når temperaturerne i havene stiger. Især i de områder, hvor isen ligger i havet og dermed påvirkes nedefra.  

Svært at arbejde på Sydpolen

Dette er særlig relevant for Sydpolen, men projektet afvikles på Grønland. Forholdene på Sydpolen er så barske, at det er svært at få brugbare resultater.

- Det er ufatteligt, hvor svært det er at lave noget på Sydpolen, fortæller David Holland, der har erfaring fra både Nord- og Sydpolen.

- Her i Grønland kan vi hurtigt opnå resultater, der alt efter sommeren tager fem til ti år at få i Antarktis.

Måleudstyr til klimaovervågning monteres Video: TV 2 Danmark

Baske forhold

Men selvom forskerne har nemmere ved at arbejde i Grønland, kan forholdene også være ganske brutale der.

Holdet kan i tilfælde af uvejr slås med vind, der kan blæse selv fastboltet udstyr væk samt temperaturer, der kan give øjeblikkelige frostskader på huden.

En tidligere professionel bjergbestiger Brian Rougeux er ansvarlig for forskernes sikkerhed. Hans opgave er blandt andet at sikre, at forskerne ikke pludselig kommer ud for ulykker med en isbjørn eller falder i en sprække. For ham er planlægning helt afgørende. For eksempel må det ikke ske, at holdet pludselig mangler en reservedel.

- At tage til byen for at hente en bolt kræver for 20.000 dollars helikoptertid, og så bliver det en ret dyr bolt, siger Brian Rougeux.

OMG løber over fem år og forventes at koste 30 millioner dollars.