Sjældent voldsomt uvejr rammer Sardinien

Noget der minder om en tropisk orkan vil dannes i Middelhavet, og Sardinien ser ud til at få meget voldsom regn og blæst.

Den italienske ferieø Sardinien bør forberede sig på ekstremt voldsomt vejr de næste dage. Blæst og regn vil stå ned i stride strømme.

Regnmængderne ser voldsomme ud.

Prognosen her viser den samlede mængde regn. Orange svarer på nedenstående grafik til over 50 millimeter regn, og lilla til over 150 millimeter. Prognosen peger på, at store dele af Nord- og Østsardinien kan få over 50 millimeter regn, og at der lokalt kan der komme op omkring 200 millimeter.

I Danmark er årsnedbøren på 713 millimeter, så man kan let forestille sig, at Sardinien får massive oversvømmelser.

Prognose af samlet regnmængde på Sardinien frem til torsdag aften klokken 20. Lilla betyder over 150 mm regn
Prognose af samlet regnmængde på Sardinien frem til torsdag aften klokken 20. Lilla betyder over 150 mm regn Foto: GRAFIK / Kachelmannwetter

Vinden omkring lavtrykket har altså potentiale til at blive voldsom -  noget man ikke er vant til på Sardinien. Nogle prognoser giver kuling, mens andre viser vindhastigheder af storm og orkan. Det skal dog påpeges, at vejrudviklingen er meget usikker.

Dannelse og karakter minder om en tropisk orkan

I dag er der en meget stor samling af tordenbyger i det Tyrrhenske Hav, som ligger mellem det Italienske fastland og Sardinien. 

Satellitbillede klokken 11 onsdag den 19. september
Satellitbillede klokken 11 onsdag den 19. september Foto: DMI / Metosat

Præcise prognoser for området tyder på, at tordenbygerne vil organisere sig, og der dannes en tydelig cirkulation. Det er præcis det, vi kender fra tropiske orkaner. 

Medicane er Middelhavets tropiske orkan

Vejrsystemer som denne kaldes Medicanes i Middelhavet. Som navnet antyder, så er Medicane en sammentrækning af ordene Mediterranean og Hurricane.

Medikaner, som de kaldes på dansk, dannes ligesom tropiske orkaner over varmt havvand. Ved tropiske orkaner skal havtemperaturen, som er vejrsystemets brændstof, være højere end 26 grader. Havtemperaturen i området ligger i øjeblikket på 26 til 28 grader.

Medikanen 'Numa' set fra satellit, lørdag den 18. november 2017, klokken 12.00
Medikanen 'Numa' set fra satellit, lørdag den 18. november 2017, klokken 12.00 Foto: NOAA

Medicanes er sjældne, men forekommer dog af og til. Sidste år gav Medikanen Numa store oversvømmelser i Grækenland

I 2016 var det Malta, som blev ramt af en Medikan, der blev navngivet Trixi.