Orkan slår rekord - aldrig er der faldet så meget regn i North Carolina

16x9
Oversvømmelser i Wilmington, North Carolina den 14. september 2018. Orkanen Florence har givet nedbørsmængder af en størrelsesorden som aldrig før er målt i North Carolina. Foto: Chuck Burton / Ritzau Scanpix

Med mere end 800 millimeter regn er der sat nye standarder for, hvor meget det kan regne i North Carolina.

Den tropiske orkan Florence, hærger netop nu langs atlanterhavskysten ud for North Carolina. I snart et døgn har orkanvinde og ufatteligt store mængder regn skabt store problemer i de berørte områder.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Selvom Florence 'kun' har ramt den amerikanske østkyst som en kategori-1 orkan, så er der alligevel sat nye vejrrekorder.

Største mængde regn i North Carolina - nogensinde

Mest regn er der faldet i Atlantic Beach, hvor intet mindre end 830 millimeter nedbør er løbet igennem nedbørsmåleren.

Det er næsten 17 procent mere regn, end vi får i Danmark på et helt år, hvilket svarer til 0,83 ton vand på hver eneste kvadratmeter i området.

At nedbørstallene er helt ekstreme, vidner også den meteorologiske historie om. Aldrig før har de amerikanske meteorologer målt så store nedbørsmængder i forbindelse med en tropisk orkan i North Carolina.

Radar: Klokken 13.15 gik orkanens øje i land i North Carolina
Radar: Klokken 13.15 gik orkanens øje i land i North Carolina Foto: NOAA / NWS

Den tvivlsomme førsteplads havde ellers tilhørt orkanen Floyd fra 1999, hvor der faldt 611 millimeter regn. Med andre ord er regnmængderne i forbindelse med Florence uhørte.

Bevæger sig langsomt

De store nedbørsmængder skyldes i høj grad også, at Florence bevæger sig usædvanligt langsomt og derfor kan nå at aflevere enorme mængder vand i de samme områder i lang tid af gangen.

Samtidigt befinder en del af orkanen sig fortsat til havs, hvor den får næring af det varme havvand. Derfor svækkes Florence langsommere, end hvis hele orkanen havde befundet sig over land.

Det kommende døgn kan der fortsat falde store mængder regn, og i alt kan der visse steder falde over 1000 millimeter regn, inden uvejret er overstået.