Solskærme og kunstige skyer er blandt forskernes løsninger på global opvarmning

16x9
Lavtliggende hvide skyer skærmer jorden mod solens stråler. Højtliggende og mørke skyer virker omvendt og holder på varmen. En teknisk løsning kan være at manipulere jordens skydække. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Et teknisk problem har en teknisk løsning: Rejs med fra det ydre rum og ned på Jorden, mens vi løser udfordringen med den globale opvarmning.

Den globale opvarmning er en realitet, og mens en del af løsningen ifølge mange er en reduktion i udledningen af CO2, er der stigende fokus på, hvilke tekniske løsninger, der kan mindske drivhuseffekten, inden konsekvenserne bliver uoverstigelige.

Lad os tage en lille tur ud i en mulig fremtid, hvor Jorden er teknisk sikret mod den globale opvarmning.

Eksempler og vurderinger i denne artikel stammer fra en rapport udarbejdet af forskerne T. M. Lenton and N. E. Vaughan fra det britiske Tyndall Centre for Climate Change Research. Løsningerne går fra ren teori til nogle, der allerede er sat i gang i mindre skala. 

Solskærm mod opvarmning

Begynder vi vores rejse ude fra rummet og følger solens stråler ned mod jorden, støder vi først på nogle gigantiske solskærme. De skal fungere som solbriller og mindske den energi, solen sender ned over os. Dermed skal de opveje den øgede drivhuseffekt og sikre balancen mellem energien, som Jorden modtager, og energien, som Jorden afgiver igen, så temperaturen ikke stiger.

Solskærmene skal ligge helt ude i rummet, og jo tættere de kan lægges på Solen, jo mindre skærme vil der være behov for.

Rent teknisk vil det være muligt, men udfordrende at få placeret skærmene, og de vil udgøre en risiko, hvis de kommer ud af kontrol og styrter ned på jorden. 

Omvendt drivhuseffekt

Fortsætter vi vores rejse ned mod Jorden, kommer vi i den yderste atmosfære til endnu en teknisk løsning. Denne kan vi ikke se, men den er her. Drivhuseffekten skyldes, at stoffer som CO2 og metan holder på Solens varme, og når mængden af de stoffer stiger, vil det også føre til temperaturstigninger.

Der vil man teknisk set kunne slippe stoffer fri i den yderste atmosfære med en modsatvirkende effekt.

Altså stoffer, der ikke holder på Solens varme, men spejler den ud i rummet igen.

At slippe antidrivhusgasser løs for at modvirke drivhusgasserne skal ses som en sidste udvej. Teknisk set vil det kunne lade sig gøre, men det vil være en stor udfordring at styre. Antidrivhusgasser kan være såkaldte aerosoler, for eksempel bittesmå støv- eller svovlpartikler. 

Lave hvide skyer

Længere nede mod Jorden ser vi et øget skydække af lavtliggende hvide skyer. Højtliggende skyer holder på varmen, mens lavtliggende skyer reflekterer varmen ud i rummet igen. Og jo mere hvide skyer jo bedre.

Der vil være forskellige måder, skydækket kan øges på, men de rette skyer kan være med til at mindske temperaturstigningen.

Kigger vi så ned mod Jorden, ser vi den sidste af de tekniske løsninger, der handler om at spejle energi fra Solen ud i rummet igen, så vi opretholder den nuværende temperatur på Jorden.

Hvide veje og tage

På Jorden er en række overflader malet hvide eller lysnet, og på markerne står afgrøder, der er avlet lysere.

Alt sammen med det formål at modvirke atmosfærens forøgede evne til at holde på varmen ved at reflektere solstrålerne hurtigt væk igen.

CO2 lagret i planter og træer

På Jorden ses forskellige former for marker og plantager, som dyrkes med det formål at hive CO2 ud af atmosfæren.

Særligt i vækstfasen optager planter og træer CO2, og når de høstes og fældes, vil de blive brugt eller alternativt gravet ned for at hindre, at de frigiver CO2’en igen.

Støvsugere og damppramme

Dernæst kommer vi til store anlæg med CO2-støvsugere. Maskiner, der udvinder CO2’en direkte fra luften. CO2’en bliver pumpet ned i underjordiske lagre.

Det kan for eksempel være i nogle af de tomme olielommer, hvor en stor del af den øgede mængde CO2 i princippet kom fra i første omgang.

Bevæger vi os også over havet, ser vi enorme flydende pramme drevet af solenergi. Prammene er udstyret med store skorstene, der fordamper havvandet op til hvide, lavthængende skyer.

Under havet arbejder algerne

Selve havet ligner sig selv, men under overfladen arbejder en hær af alger med at optage CO2. Havet er allerede den største CO2-sluger, vi har, i forhold til den naturlige drivhuseffekt. Dermed er det også naturligt at tænke havet ind i en teknisk løsning.

Ved at tilføje havet næring kan mængden af alger øges, og algerne vil optage CO2 i forbindelse med deres vækst på samme måde som planter på land. Algerne vil i sig selv optage en stor mængde CO2, og kan det lykkes at få de døde alger til at synke ned på store havdybder, vil CO2’en være lagret et godt stykke ud i fremtiden.

Væksten i alger – samt det øvrige dyre- og planteliv – i havet vil også kunne skabes, hvis det kan lade sig gøre at få skabt øget rotation i havstrømmene, så næring fra det dybe hav i højere grad bliver bragt op til overfladen.

Surt hav/glad jord - måske

Med havet vil det også være muligt at få selve vandet til at optage mere CO2 i form af kulsyre.

Den proces er allerede så småt i gang, hvilket blandt andet har alvorlige konsekvenser på koralrevene, men det er også en teknisk løsning, hvis vi udelukkende kigger på at få CO2 ud af atmosfæren.

Af de beskrevne løsninger er løsningerne på Jorden behæftet med mindst usikkerhed. Da havet i forvejen er den vigtigste del af den naturlige drivhuseffekt, kan det få uoverstigelige konsekvenser, hvis for eksempel forsuringen af verdenshavene løber løbsk. Det kan også få utilsigtede konsekvenser at slippe antidrivhusgasser løs i den ydre atmosfære. Men hvis den tekniske løsning er en tilplantning af skov i Sahara, kan man i princippet fælde det hele igen, hvis det viser sig, at det ikke var en god ide.

Vi startede vores rejse ude i rummet og endte på bunden af havet. Et sted dér midt imellem ligger måske en teknisk løsning.

Klimaeksperten: Skru ned for CO2'en først

Sebastian H. Mernild er en af verdens førende klimaforskere. Han er professor i klimaforandringer og glaciologi samt administrerende direktør for Nansen Center i Bergen. Derudover er han udvalgt af FN's klimapanel som hovedforfatter på panelets sjette klimarapport.

Han anerkender, at tekniske løsninger er en af de veje, verden kan gå i kampen mod klimaforandringer, men understreger også at første prioritet må være at stoppe udledningen af drivhusgasserne.

- De teknologiske tiltag må kombineres med andre tiltag. I første omgang må det gå ud på, at vi hindrer CO2’en i at komme ud i atmosfæren. Vi skal altid huske på, at hvis vi drejer lidt på en knap i klimasystemet, kan det få andre konsekvenser hen ad vejen, siger han.

Handlinger har konsekvenser

Selvom det umiddelbart kan være en løsning at lave teknisk klimabearbejdning, vil det udløse en reaktion et andet sted.  

- Hvis man for eksempel går ind og laver de her hvide skyer, kan det være, at de får en lavere pH-værdi, og det kan få konsekvenser, hvis det her forsurede vand lander på nogle afgrøder, siger han og fortsætter:

- Det er en opvejning af, hvad man gør, hvis man piller ved det naturlige system. Der er også nogle etiske overvejelser. Hvilke følgeeffekter kan det have på længere sigt?

Træer og CO2-støvsugning

Det har naturligvis en betydning, hvilke skala den tekniske bearbejdning har.

- At plante et træ har selvfølgelig ikke så uoverskuelige konsekvenser, ligesom det måske også giver mening med CO2-støvsugere. Men hvis man dyrker alger i havet, er man nødt til at overveje, hvad det fx så betyder for iltindholdet og dermed resten af livet i havet, forklarer Sebastian H. Mernild.

Han er dog ikke i tvivl om, hvilken vej han mener, at vi bør gå.

- Prioriteringen må være, at man forsøger at minimere udledningen og måske også støvsuge for CO2, inden vi begynder at lave alle mulige andre løsninger, hvis konsekvenser vi kan have svært ved at overskue.