Jysk by ramt af skypumpe - træer revet op med rode

I samarbejde med TV 2 Østjylland

På Djursland har en skypumpe væltet træer, revet tagplader og sider af en hal af.

Var det en tornado? 

Flere østjyder måtte mandag aften gnide sig selv i øjnene, da et fascinerende vejrfænomen ramte egnen. 

En såkaldt skypumpe passerede nemlig Mørke ved Djursland, og det er altså ikke noget, der sker hver dag.  

Rita Simonsen var en af dem, der fik lov til at opleve fænomenet helt tæt på.

Hun havde i anledning af sin fødselsdag siddet i sin udestue og drukket kaffe med et par venner, da skypumpen for forbi. Til TV 2 fortæller hun, at hun først bemærkede et lille mærkeligt vindpust, og så pludseligt kom den kraftige vind. 

- Alt i haven blev væltet, og udestuen rystede så meget, at man frygtede, om den nu blev stående. Så fortsatte den videre og rev taget af min carport, fortæller hun og fastlår: 

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. 

Den voldsomme vind sendte en af naboernes trampolin fluks ind i Rita Simonsens have, og en anden nabos gavl fløj af, fortæller hun. 

Træer revet op med rod

Også på Dagstrupvej kom gav skypumpen anledning til forskrækkelse. Det fortæller Tina Friis, som TV 2 Østjylland har talt med.

- Der er væltet to kæmpe træer, og de er blevet revet op med rod. Derudover så var siderne på en grøn hal, hvor der står maskiner, fløjet af.

Det tornado-lignende fænomen efterlod flere skader på sin tur til Djursland
Det tornado-lignende fænomen efterlod flere skader på sin tur til Djursland Foto: Thomas Ring / Privat

Tina Friis så ikke, hvad der skete. Hun registerede, at det blæste voldsomt, og at sten ramte på ruden. 

- Mine naboer kom løbende for at sikre sig, at jeg ikke havde mit barn liggende udenfor i barnevognen, hvilket jeg heldigvis ikke havde. Jeg havde slet ikke opdaget, hvor voldsomt det var, fortæller hun. 

- Vi fik at vide, at vi skulle skynde os hjem

Blot få hundrede meter derfra ramte vejrfænomenet Sisse Fuglsang.

- Jeg var ikke hjemme, men min nabo ringede og fortalte mig, at der havde været en orkan eller skypumpe. Hun sagde, at vi skulle skynde os at komme hjem, fortæller Sissel Fuglsang fra Mørke. 

Da hun kom hjem, fik hun sig noget af en forskrækkelse.

- Jeg rystede og tænkte - "åhhh nej". Cirka 25 pct. af vores tagplader fra laden var fløjet rundt og lå rundt i gårdspladsen. Træer var væltet, rykket op med rod og lå ud over det hele.

- Jeg troede bare, at det var trampolinen, der var fløjet. 

Sensommeren er højtid for det ikke så lidt imponerende vejrfænomen
Sensommeren er højtid for det ikke så lidt imponerende vejrfænomen Foto: Privat

Sisse Fuglsang var ikke hjemme, da det skete, og det er hun lettet over.

- Min nabo fortalte, at det gik hurtigt. Jeg kunne have frygtet, at det kunne have ramt os, så jeg er lettet over, at vi ikke var hjemme, fortæller hun. 

Fascinerende syn

Lidt uden for Mørke ved Hornslet så en forbikørende bilist det, hun vil kalde en skypumpe i det fjerne.

- Vi var ikke i tvivl om, at det var en skypumpe, vi så. Toppen blev tykkere, og vindene begyndte at rotere hurtigere. Da vi kommer ud fra byen, kan vi se, at den begynder at dykke igen, fortæller Kate Barner fra Grenaa. 

Kate Barner blev fascineret, da det ikke er noget, hun har set i Danmark før. 

- Jeg har set en skypumpe i USA. Jeg synes, at det var meget usædvanligt at se i Danmark. 

Træer blev revet op med rod, da skypumpen lagde et smut forbi Mørke.
Træer blev revet op med rod, da skypumpen lagde et smut forbi Mørke. Foto: Privat

Ikke så usædvanligt endda

Skypumper er slet ikke så usædvanlige i sensommeren, fortæller TV 2s meteorolog Thomas Mørk. Relativt kraftige byger, svage vinde samt fugtigt vejr er nemlig grundstenene for vejrfænomenet. 

- Det er helt forventeligt, at der opstår skypumper på denne tid af året. Forsommeren og særligt sensommeren er højtid for dem, og selvom de fleste mennesker aldrig har set én før, er det ikke noget nyt, at de opstår lokalt. 

Thomas Mørk anbefaler, at man holder sig på god afstand af skypumperne, hvis man ser én, men understreger, at deres vej er let at følge og derfor orientere sig efter. 

En skypumpe er typisk lidt mindre end 100 meter bred og kan trække sit spor et par kilometer efter sig, før den opløses.