Her gav skybrud en måneds regn på lidt over seks timer

Efter en knastør sommer er regnen for alvor vendt tilbage til Danmark.

Det var store mængder regn, som natten til tirsdag og tirsdag morgen faldt hen over store dele af landet, hvor man stedvis fik mere end en måneds regn.

Det lille lavtryk, som tidligt tirsdag passerede Danmark med regn- og tordenbyger, sendte især sine regnmængder ned over den østlige del af Jylland, hvor man blandt andet i Odder oplevede, at regnen gav oversvømmelser.

Oversvømmelse i Odder den 14. august 2018.
Oversvømmelse i Odder den 14. august 2018. Foto: Mia Gam Sørensen / Seerfoto

Mere end en måneds normal regn i august

Mest regn faldt der fra mandag aften til tirsdag morgen syd for Aarhus ved DMI's målestation Aarhus Syd.

Her fik man på 13 timer hele 71,1 millimeter regn.

Regnmængder den 14. august 2018.
Regnmængder den 14. august 2018. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Det er mere regn, end der falder i løbet af hele august måned, hvor vi normalt får 67 millimeter.

Den nedbørmængde var kun seks en halv time om at falde ved Aarhus Syd. Fra klokken 01.30 til klokken 08.00 faldt der 67,4 millimeter regn.

Heraf faldt de 44 millimeter alene mellem klokken 02.00 og klokken 05.00.

Da regnen ved Aarhus Syd var kraftigst, fik man 15,4 millimeter på en halv time, og dermed havde man også et regulært skybrud.

Fodboldbane under vand i Holme ved Aarhus den 14. august 2018.
Fodboldbane under vand i Holme ved Aarhus den 14. august 2018. Foto: Henriette Favrbo Birk Andersen / Seerfoto

Flere steder omkring Aarhus fik man lignende nedbørmængder. I Tranbjerg faldt der 66,0 millimeter regn, mens man i Sabro nord for Aarhus med 59,8 millimeter også var tæt på en måneds nedbør på en nat.

Dobbelt skybrud ved Roskilde

Mens der faldt mest regn i Østjylland, så gik det voldsomste skybrud ud over området omkring Roskilde, hvor man natten til tirsdag fik nedbørmængder, der var så store, at der var tale om dobbelt skybrud.

Oversvømmelse ved Solrød Strand den 14. august 2018.
Oversvømmelse ved Solrød Strand den 14. august 2018. Foto: Sune Hodal / Seerfoto

I Tune syd for Roskilde faldt der 30,8 millimeter regn på en halv time.