Mere regn på vej - her kan man blive ramt af skybrud

Et område med regn- og tordenbyger har kurs mod Danmark, og det giver risiko for skybrud i store dele af landet.

Bedst som det næsten landsdækkende regnvejr mandag morgen har sluppet sit tag i landet, er et nyt område med kraftige regn- og tordenbyger på vej mod Danmark.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Det er selv samme lavtryk, som har givet landsdækkende regnvejr, der nu sender sin koldfront ind over landet.

Koldfronten fortrænger den relativt lune luft, som mandag befinder sig over os med temperaturer, der kan nå underkanten af 25 grader.

Begynder mandag aften

Bygeområdet går i land over de sydlige egne sent mandag aften og breder sig herefter mod nord og nordøst.

Det betyder, at størstedelen af Danmark i nattens løb kan få både regn- og tordenbyger, som lokalt også kan være ledsaget af hagl. Derudover kan regnen falde med så stor intensitet, at der kan blive tale om regulært skybrud.

Skybrud er defineret som værende en nedbørsmængde på mindst 15 millimeter på 30 minutter.

Udsigten til det potentielt voldsomme vejr har fået TV 2 VEJRET til at udsende et varsel om risiko for skybrud, gældende fra sent mandag aften.

TV 2 VEJRET har udsendt varsel for skybrud og kraftig torden. Varslet gælder fra sent mandag aften og frem til tirsdag ved middagstid.
TV 2 VEJRET har udsendt varsel for skybrud og kraftig torden. Varslet gælder fra sent mandag aften og frem til tirsdag ved middagstid. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Det bliver kun i den nordvestlige del af Jylland og på Bornholm, at man kan gå nogenlunde tørskoet gennem det næste døgn.

Fortsætter tirsdag formiddag

Det er en særdeles god idé at væbne sig med paraply og eventuelt regntøj, når man skal begive sig ud tirsdag formiddag.

Mange af bygerne vil fortsat husere over den centrale del af landet, og hele formiddagen vil der fortsat være risiko for lokale skybrud.

Først i løbet af tirsdag eftermiddag aftager bygeaktiviteten langsomt - selvom der fortsat kan komme kraftige byger.