Der er risiko for vindstød af orkanstyrke

Det vil i høj grad påvirke campingpladserne nær Vestkysten.

Det er meget sjældent, at vi i Danmark oplever storm i middelvind om sommeren. På DMI's stormliste optræder auguststorme kun otte gange, og sidste gang var den 20. august 1990.

Varsling af vindstød
Varsling af vindstød Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Et hidsigt lille lavtryk vil fredag ganske hurtigt løbe lige vest om Danmark og snitte Vestkysten. Det vil føre til meget kraftig sommervind, hvilket altså er sjældent i Danmark.

Prognose med middelvind fredag den 10. august.
Prognose med middelvind fredag den 10. august. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Det begynder, at blæse op allerede torsdag aften, hvor vejrændringen varsles af kraftige tordenbyger.

Middelvind af stormstyrke ved Vestkysten

Prognosen viser, at der klokken 4 i nat kan være stærk storm i middelvinden nær Ringkøbing Fjord. Det kan sende havemøbler og trampoliner på flyveture, mens telte kan rives i stykker. 

Storm over Danmark
Storm over Danmark Foto: TV 2 Vejret / TV 2

Det vil i høj grad påvirke campingpladserne nær Vestkysten. Smukfest ved Skanderborg kan også få vinden at føle, selvom middelvinden her vil være langt lavere. Vindstød af kulingstyrke kan rive voldsomt i teltduge til den store festival. 

Risiko for vindstød af orkanstyrke

Bemærk i nedenstående grafik, at det er vindstød af kulingstyrke over et meget stort område. I området med middelvind af stormstyrke har prognosen vindstød af orkanstyrke. 

Vindstød fredag den 10. august kl. 4
Vindstød fredag den 10. august kl. 4 Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Vindstød er den øjeblikkelige vind, mens middelvind er gennemsnitsvinden over 10 minutter. Når man har middelvind af stormstyrke, optræder der meget ofte også vindstød af orkanstyrke.

Heldigvis er lavtrykket som sagt en hurtigløber, så vinden aftager forholdsvist hurtigt igen. Vinden kuliminerer i nat og først på fredagen, hvorefter den aftager, som lavtrykket løber videre mod nord.

Prognose af middelvind fredag morgen kl. 7
Prognose af middelvind fredag morgen kl. 7 Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret