Usædvanligt højt ozonindhold i Danmark - her var det værst

16x9
Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Ifølge TV 2s meteorolog Sebastian Pelt skyldes den høje ozonkoncentration både varmen og vindretningen.

Det varme, fugtige vejr, der onsdag ramte Danmark, medførte et ekstra højt niveau af ozon i luften.

Især de sydøstlige egne var hårdt ramt.

Jesper Heile Christensen, der er seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab, fortæller, at den højeste koncentration af ozon blev målt til 175 mikrogram per kubikmeter luft. 

- Det er meget højt. Det er noget, som vi kun ser sjældent. Sidste gang, det var så højt, var i 2016, siger Thomas Ellermann, der ligeledes er seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab.

Han fortæller, at et krav fra EU pålægger Miljøstyrelsen at informere befolkningen, hvis niveauet rammer 180 mikrogram per kubikmeter luft. Så grelt endte det dog ikke.

Kan give vejrtrækningsproblemer

Det normale niveau ligger på mellem 50 og 100. Et forhøjet niveau, som det man målte onsdag, kan give problemer for personer med luftvejslidelser som eksempelvis astma og bronkitis, som kan få en forværring af deres symptomer på grund af det forhøjede ozonindhold

Thomas Ellermann fortæller, at det først står rigtig slemt til, når niveauet rammer 240 mikrogram. I de tilfælde vil borgerne blive advaret om at holde sig inden døre, da det kan give vejrtrækningsproblemer.

Målingen på 175 mikrogram per kubikmeter luft blev foretaget på Risø. Den høje mængde ozon i luften var koncentreret omkring Lolland Falster og den vestlige del af Sjælland.

Bliver normaliseret torsdag

Ifølge TV 2s meteorolog Sebastian Pelt skyldes den høje ozonkoncentration både varmen og vindretningen.

- Ozon dannes blandt andet under varme forhold og kommer især fra de gasser, der kommer fra forurening fra biler og fabrikker. Onsdag kommer vinden sydfra, og vi får derfor den ozon, andre europæiske lande har udledt, fortæller han.

I Frankrig er ozonniveauet i luften lige nu særligt højt, og det var blandt andet en fortyndet udgave af den luft, der onsdag blæste ind over Danmark.

Torsdag vender vinden og kommer i stedet med frisk luft fra vest, og allerede tidligt om morgenen vil ozonkoncentrationen igen være normal.