Over 33 grader på årets varmeste dag

16x9
På trods af flere skyer end forventet steg temperaturen onsdag til hele 33,6 graders varme på Bornholm. Det gør onsdag til den varmeste i 2018. Foto: Arne Prip / Privatfoto

Temperaturerne steg onsdag til det hidtil højeste niveau i år.

Brandvarm luft strømmede onsdag op over Danmark fra syd, og det sendte temperaturerne på himmelflugt. Så højt, at det ikke er målt hidtil i år.

Allerede fra morgenstunden nåede temperaturen de sommerdagsgivende 25 grader, og før klokken 11 viste termometret ved Hammer Odde på nordspidsen af Bornholm over 30 grader.

Sommerdage i slut juli og august

  • 28. juli: 31,2° (Langø)
  • 29. juli: 27,5° (København)
  • 30. juli: 30,4° (Abed, Brandelev, Holbæk og Årslev)
  • 31. juli: 32,8° (Langø)
  • 1. august: 31,6° (Nexø)
  • 2. august: 28,8° (Roskilde)
  • 3. august: 30,5° (Kastrup)
  • 4. august: 28,5° (Nexø)
  • 6. august: 26,9° (Kegnæs)
  • 7. august: 32,6° (Skrydstrup)
  • 8. august: 33,6° (Hammer Odde)
  • 9. august: 27,6° (København)
  • Sommerdage i alt i 2018: 67

Siden da steg temperaturen fortsat, og først klokken 18 onsdag aften toppede temperaturen selvsamme sted.

Her nåede temperaturen hele 33,6 graders varme, hvilket gør onsdagen til årets varmeste dag i Danmark. Dermed er de 33,1 grader som blev målt både den 25. og 27. juli i henholdsvis København og i Vestjylland, henvist til delte andenpladser. Ikke nok med at onsdag blev årets hidtil varmeste dag, så blev det også den varmeste dag i Danmark siden 2010. Dengang, den 11. juli, blev der - også ved Hammer Odde - målt hele 34,1 grader.

Desuden er onsdag den varmeste august-dag siden 2001.

Højeste temperaturer onsdag den 8. august 2018.
Højeste temperaturer onsdag den 8. august 2018. Foto: TV 2 VEJRET

Også på Sjælland nåede temperaturen særdeles højt op. Både i Sjælsmark i Nordsjælland samt i Roskilde toppede temperaturen på 32,5 grader, mens københavnerne svedte i 32,4 graders varme.

Skyer tog toppen af varmen

Luften som strømmede op over landet har været usædvanlig varm efter danske forhold, og derfor viste prognoserne også i lang tid, at temperaturerne kunne nå op til cirka 35 grader.

Hvad vejrmodellerne derimod ikke forudså tilstrækkeligt godt, var mængden af skyer. Dagen igennem var der flere skyer på himlen end først antaget, og det har reduceret maksimumtemperaturerne med omkring én til to grader.

Natten til onsdag blev desuden den næstvarmeste i dansk vejrhistorie med 22,9 grader ved Kegnæs på Als.