Imponerende skyformationer set på himlen over Jylland

16x9
Usædvanligt smuk rullesky over Herning onsdag morgen den 8. august 2018. Foto: Bjarne Bjergfelt / Privatfoto

Flere steder i Jylland blev man onsdag morgen vidne til særdeles spektakulære skyformationer.

Der var formentlig mange vestjyder, som spærrede øjnene ekstra meget op, da gardinerne blev trukket fra vinduerne tidligt onsdag morgen.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
  • Skybrud er når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Mange steder blev man vidne til meget fascinerende skyformationer i forbindelse med passagen af en svag koldfront, som bragte enkelte byger med sig.

Den aflange pølseformede sky, som kunne ses på morgenhimlen, er en såkaldt 'rullesky' - eller på engelsk 'roll cloud'. En sådan sky dannes af og til på forsiden af en koldfront eller kraftig bygelinje, når den kolde luft bag koldfronten fortrænger den varme og fugtige luft foran.

I den proces fortættes luften foran koldfronten, og vinde fra forskellige retninger kan 'forme' skyen, så den får sit særprægede udseende.

På gammelt dansk sømandssprog kaldtes den type sky for en 'dravat', og den var ofte et forvarsel om et uvejr.

Så slemt gik det nu ikke i Jylland her til morgen, men mange indbyggere blev dog en fascinerende oplevelse rigere.

De kommende dage er der udsigt til mere ustadigt vejr med regn og byger, og derfor er det ikke utænkeligt, at der igen kan opstå specielle skyformationer.

Herunder kan du se nogle af de bedste billeder af rulleskyerne onsdag morgen.

Rulleskyen over Nørre Snede onsdag morgen.
Rulleskyen over Nørre Snede onsdag morgen. Foto: Bianca Ingwersen / Privatfoto
Smuk rullesky over Them, onsdag morgen.
Smuk rullesky over Them, onsdag morgen. Foto: Anders Høst / Privatfoto
Rullesky over Skive Fjord den 8. august 2018.
Rullesky over Skive Fjord den 8. august 2018. Foto: Jette Vestergaard / Privatfoto
Rullesky over Holstebro tidligt onsdag morgen.
Rullesky over Holstebro tidligt onsdag morgen. Foto: Charlotte H. Nyborg / Privatfoto