Vi kan få temperaturer, der ikke er set i 26 år, viser seneste prognose for onsdag

Der venter os en onsdag med temperaturer, der ikke er set i 26 år.

Tirsdag eftermiddag har temperaturen allerede nået 31 grader i Holbæk - men det er kun en forsmag på, hvor varmt det bliver onsdag.

En hedebølge indtræffer når gennemsnittet af de højeste temperaturer hen over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.

Hedebølgen bliver ikke afbrudt, hvis der skulle være en enkelt dag med under 28 grader, når blot middeltemperaturen holder sig over de 28 grader.

En varmebølge er defineret på samme måde som hedebølgen, blot skal middeltemperaturen her overstige 25 grader.

Helt exceptionel varm luft blæser op mod Danmark fra Tyskland, og det kan gøre onsdag til den varmeste dag i Danmark de seneste 26 år.

Op til 35 grader onsdag eftermiddag

Allerede fra tidligt onsdag morgen kan temperaturen mange steder i den østlige del af landet være nær 25 graders varme.

Det betyder, at temperaturen lynhurtigt stiger - og allerede i løbet af formiddagen passerer vi 30 grader mange steder.

Sommerdage i slut juli og august

  • 28. juli: 31,2° (Langø)
  • 29. juli: 27,5° (København)
  • 30. juli: 30,4° (Abed, Brandelev, Holbæk og Årslev)
  • 31. juli: 32,8° (Langø)
  • 1. august: 31,6° (Nexø)
  • 2. august: 28,8° (Roskilde)
  • 3. august: 30,5° (Kastrup)
  • 4. august: 28,5° (Nexø)
  • 6. august: 26,9° (Kegnæs)
  • 7. august: 32,6° (Skrydstrup)
  • 8. august: 33,6° (Hammer Odde)
  • 9. august: 27,6° (København)
  • 16. august: 26,2° (Abed)
  • 17. august: 26,7° (Hammer Odde)
  • 22. august: 26,7° (Skrydstrup)
  • 23. august: 26,7° (Jægersborg og Roskilde)
  • 18. september: 27,0° (Store Jyndevad)
  • 21. september: 25,5° (Hammer Odde)
  • Sommerdage i alt i 2018: 73

Varmen kulminerer onsdag eftermiddag, hvor temperaturen over Lolland samt dele af Syd-, Midt- og Vestsjælland kan nå op mellem 33 og 35 graders varme.

Højeste temperaturer onsdag eftermiddag. Der ventes udbredt 33-35 grader på store dele af Lolland-Falster og Sjælland.
Højeste temperaturer onsdag eftermiddag. Der ventes udbredt 33-35 grader på store dele af Lolland-Falster og Sjælland. Foto: TV 2 VEJRET

Hvis temperaturen når 35 graders varme, vil det være første gang, det sker i Danmark siden 1992.

- Varmen kulminerer onsdag, i særlig grad henover Sjælland og Lolland-Falster, med temperaturer, der er ganske usædvanlige og tæt på den danske varmerekord fra 1975, siger Jens Ringgård fra TV 2 VEJRET.

TV 2 VEJRET vurderer tirsdag eftermiddag, at sandsynligheden for, at vi får ny, dansk varmerekord, er på cirka 10-15 procent.

Den danske varmerekord er på 36,4 graders varme - en temperatur, der blev målt den 10. august 1975 - og den får efter al sandsynlighed lov til at stå, også efter onsdag.

Sommeren 2018 ender ekstrem

Varmen onsdag er blot en del af en sommer, som vil gå over i historien.

Årets sommer bliver med stor sandsynlighed den solrigeste af sin slags nogensinde og med stor sandsynlighed også den varmeste.

Derudover har vi haft et rekordhøjt antal sommerdage, ligesom antallet af tropenætter også er usædvanligt højt.