Nu begynder den intense varme - flere steder kan vi få over 30 grader tirsdag

16x9
Det meget varme vejr er tilbage - tirsdag kan vi få over 30 grader. Arkivfoto. Foto: Inger Nielsen / Privatfoto

Den intense varme har sat kursen mod Danmark, og det får vi allerede at mærke tirsdag.

Det kortvarige og 'kølige' intermezzo med vestenvindsvejr er sat på midlertidig pause. Så man skal ikke lægge shorts, t-shirt og sandaler langt væk - brandvarm luft blæser op mod Danmark.

En hedebølge indtræffer når gennemsnittet af de højeste temperaturer hen over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader.

Hedebølgen bliver ikke afbrudt, hvis der skulle være en enkelt dag med under 28 grader, når blot middeltemperaturen holder sig over de 28 grader.

En varmebølge er defineret på samme måde som hedebølgen, blot skal middeltemperaturen her overstige 25 grader.

Det mærker vi allerede tirsdag, hvor temperaturerne fra morgenstunden ligger tæt på 20 graders varme.

Temperaturerne stiger hurtigt i løbet af formiddagen, og allerede før middagstid vil temperaturen ligge på mellem 25 og 29 grader mange steder.

Maksimumtemperaturer tirsdag eftermiddag. Over den syd- og østlige del af landet kan temperaturen stige til mellem 30 og 32 graders varme.
Maksimumtemperaturer tirsdag eftermiddag. Over den syd- og østlige del af landet kan temperaturen stige til mellem 30 og 32 graders varme. Foto: TV 2 VEJRET

I eftermiddag, når det bliver varmest, topper temperaturen på mellem 30 og 32 graders varme. De højeste temperaturer vil være at finde over den syd- og østlige del af landet, som ligger nærmest det opvarmede kontinent syd for os, mens det bliver lidt køligere længst mod nord.

Det er netop vindretningen, der er afgørende for, hvor varmt det bliver. I nat drejede vinden til syd, og den transporterer nu den meget varme luft direkte fra det sydvestlige Europa mod Danmark.

Tirsdag bliver med masser af solskin, selvom høje, tynde skyer i perioder kan give mere sløret solskin.

Rekordvarm nat og glohed onsdag

Natten til onsdag kan vi få den varmeste nat nogensinde registreret i Danmark med temperaturer, der holder sig over 23 grader over de sydøstlige egne.

Det er et forvarsel om den varme, som strømmer op over landet onsdag.  Ifølge flere forskellige vejrmodeller kan temperaturerne nå så højt som 35 grader - hvilket kan gøre det til den varmeste dag i 26 år herhjemme.

Den danske varmerekord på 36,4 grader blev målt af DMI den 10. august 1975 i Holstebro.

TV 2 VEJRET følger naturligvis udviklingen det kommende døgn.