Vi har sommerdag nummer 50 i København - langt over alle tidligere rekorder

16x9
Her ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg står en vejrstation på det sted, hvor der er blevet målt på vejret hver dag siden 1860. Lørdag den 4. august målte man sommerdag nummer 50 i år ved stationen. Foto: TV 2 VEJRET

I København har man målt vejret hver dag uafbrudt siden 1800-tallet, og i den tid har man aldrig set så mange sommerdage.

Med en temperatur på over 25 grader fik vi lørdag endnu en sommerdag i København. Nummer 50 af slagsen, og det er hele 12 dage over den hidtidige rekord fra 2006, hvor man havde 38 dage med sommervarme.

Omkring klokken 10.40 nåede det officielle termometer ved det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg - den tidligere Landbohøjskole - op på 25,1 grader, og dermed blev det en meteorologisk sommerdag.

I Danmark kalder vi det en sommerdag, når temperaturen et eller andet sted i landet når over 25,0 grader.

På TV 2 VEJRET benævner vi det ligeledes en tropedag, hvis temperaturen et eller andet sted i landet kommer over 30,0 grader.

Den tidligste officielle sommerdag i dansk vejrhistorie var den 17. april 1964, hvor termometret kom op på 25,2 grader ved Klosterhede Plantage mellem Holstebro, Lemvig og Struer.

Den seneste sommerdag kom så sent som den 1. oktober 2011, hvor man nåede 26,9 grader i Store Jyndevad i Sønderjylland.

På landsplan er vi oppe på hele 63 sommerdage, og det er sandsynligt, at vi andre steder i landet også har haft omkring 50 sommerdage det samme sted.

Særlig vejrstation med lang historie

København er imidlertid et af de få steder, hvor man har målt vejret hver dag uafbrudt siden 1800-tallet, for Københavns vedkommende siden 1860, og derfor kan vi med sikkerhed sige, at det er rekordmange sommerdage, vi har i år netop i København.

Sommerdage i slut juli og august

  • 28. juli: 31,2° (Langø)
  • 29. juli: 27,5° (København)
  • 30. juli: 30,4° (Abed, Brandelev, Holbæk og Årslev)
  • 31. juli: 32,8° (Langø)
  • 1. august: 31,6° (Nexø)
  • 2. august: 28,8° (Roskilde)
  • 3. august: 30,5° (Kastrup)
  • 4. august: 28,5° (Nexø)
  • 6. august: 26,9° (Kegnæs)
  • 7. august: 32,6° (Skrydstrup)
  • 8. august: 33,6° (Hammer Odde)
  • 9. august: 27,6° (København)
  • 16. august: 26,2° (Abed)
  • 17. august: 26,7° (Hammer Odde)
  • 22. august: 26,7° (Skrydstrup)
  • 23. august: 26,7° (Jægersborg og Roskilde)
  • 18. september: 27,0° (Store Jyndevad)
  • 21. september: 25,5° (Hammer Odde)
  • Sommerdage i alt i 2018: 73

Den første sommerdag havde man med stor sandsynlighed den 20. april, men temperaturen er skønnet ud fra andre målinger i og omkring København, da måleren på Frederiksberg var ude af drift den pågældende dag. Derfor er det ikke 100 procent sikkert, at det reelt var en sommerdag, men det virker overvejende sandsynligt.

Om der er tale om 49 eller 50 sommerdage ind til nu, ændrer dog ikke på, at vi er langt over den tidligere rekord. Og vi får med sikkerhed flere sommerdage i næste uge.