Oslo har haft den varmeste dag i 117 år

16x9
Fredag blev der målt 34,6 grader ved den meteorologiske station Blindern i Oslo. Det var den varmeste dag i den norske hovedstad i 117 år. Foto: Braastad, Audun / NTB scanpix

Den skandinaviske hedebølge blev endnu mere ekstrem fredag med nye lokale rekorder.

Varmen fortsætter med at være nådesløs over det meste af Skandinavien i disse dage. Fredag blev den foreløbige kulmination, da man i Norge satte mange nye lokale temperaturrekorder.

Mens vi i Danmark oplevede 33,1 grader i Borris i Vestjylland som det højeste – og svenskerne svedte i op mod 33,7 graders varme, var det nordmændene, der tog den temperaturmæssige føring.

Varmeste dag i Oslo i 117 år

Således nåede temperaturen i den norske hovedstad op på utrolige 34,6 graders varme. Det er den højeste temperatur i byen siden 21. juli 1901, hvor den gældende varmerekord på 35,0 grader blev sat.

Desuden er det den højeste temperatur overhovedet i Norge siden 1991.

De 34,6 grader er sammen med svenske Hästvedas temperaturmåling i torsdags den højeste temperatur, der er målt under den igangværende hedebølge over Skandinavien.

Mange lokale rekorder

Ifølge de norske meteorologer blev der fredag sat adskillige nye lokale rekorder i de forskellige fylker i det sydlige Norge. I Østfold, Hordaland og Rogaland har man aldrig set så høje temperaturer, mens Akershus satte ny rekord for juli.

Efter den usædvanligt hede dag, blev der ved hele 28 vejrstationer målt tropenat. Varmest blev det i Lysebotn, hvor temperaturen ikke nåede under 25,1 grader. Det er blot 0,4 grader fra den varmeste tropenat i norsk vejrhistorie.

Den højeste temperatur nogensinde i Norge tilhører dog fortsat Nesbyen i Buskerud, hvor der den 20. juni 1970 blev målt 35,6 grader.